Skarven hænger sig til tørre

Som fra en fjern fortid: Skarver ved Trelde Næs.
Skarven svømmedykker efter fiskene. Den har ikke som ænderne en fedtkirtel beregnet til at imprægnere fjerdragten, så den bliver dyngvåd og må tørre sig - som skarven yderst til venstre på fotoet.
Vi ser skarven over alt ved Lillebælt, men i1870'erne var skarven uddød som dansk ynglefugl efter at have været her i årtusinder. Fiskerne ville af med skarven, fordi den er en konkurrent, og skovejerne fordi den ødelægger redetræerne med sin ætsende gødning.
Gradvist begyndte skarvene dog at genindvandre, men bestanden tog først for alvor til, da skarven blev totoalfredet i 1980, og hen mod midten af 90'erne nåede vi op på 36.-41.000 par. I de seneste år er bestanden dog faldet ned til kun 25.000 par i 2013.
Naturstyrelsen giver flere årsager til faldet: Naturstyrelsens egen regulering (de pensler æg med olie), ræve, kolde vintre og bekæmpelse om vinteren i udlandet samt mangel på fisk. Og så nævner man endelig forstyrrelser fra havørne, som der nu er omkring 50 ynglende par af.
Læs her, hvad biolog Erling Krabbe fra Naturstyrelsen har at sige om havørne og skarver:
“Det skaber en utrolig ravage, når en havørn angriber en skarvkoloni. Skarverne skynder sig straks væk fra rederne, mange flygter længere væk, mens andre igen begynder at stjæle redemateriale fra naborederne. På den måde bliver rederne splittet fuldstændig ad, og æg og unger går tabt. Der opstår i det hele taget en enorm uro i kolonien, som det tager lang tid for skarverne at komme sig over. Nogle skarver når slet ikke at yngle, hvis havørne forstyrrer dem.”
Der har i en del år været en skarvkoloni på nordbredden af Rands Fjord, og sandelig om vi ikke har fået et havørne par. Det ville være nemt for ørnene at snuppe unger fra skarvrederne, som det sker andre steder. Men det sker vist ikke ret tit ved Rands Fjord.
Følg også årets gang på Facebook og få inspiration til ture ud i naturen: Danmarks Naturfredningsforening i Fredericia.