Fortsæt til indhold

Outlandish spiller hos Zentropa mandag morgen

Arkiv
Arkiv

To af Danmarks stærke live-artister, Outlandish og Shaka Loveless, kaster sig mandag ud i en hæsblæsende mission for at hjælpe de civile ofre for ødelæggelserne i Gaza.
Målet er at indsamle så mange penge som muligt på én enkelt dag ved at spille koncerter hos danske virksomheder den 8. dec. 2014.
Og derfor kommer netop Outlandish et smut forbi Hvidovre, for at spille en halv times koncert hos Zentropa.
Det koster 30.000 at få enten Outlandish eller Shaka Loveless til at spille og pengene går direkte til de civile ofre for ødelæggelserne i Gaza, hvor op mod 100.000 mennesker stadig mangler tag over hovedet, mad og vand. Udover den praktiske nødhjælp støtter Mellemfolkeligt Samvirke også kvinders rettigheder, lokalbefolkningens sociale velvære og demokratisk mobilisering for rettigheder i Gaza.
Den halve times optræden for 30.000 kr. er noget, som Zentropa-direktør Peter Aalbæk gerne vil give for den gode sag. Det er derfor andet år i træk, at Zentropa har inviteret Bands on the move forbi Avedørelejren.
- Det lyser op i lang tid efter, det gør det altså. Sådan en halv time med nogle af vores ypperste kunstnere løfter virkelig stemningen. Og så er det med dobbelt godt hjerte, så at sige: Medarbejderne bliver gladere, og der er også et velgørende formål. Jeg synes, at man som leder skal give ens personale den fornøjelse at overraske med noget god musik. Det
kan varmt anbefales, siger Peter Aalbæk.
Dagen afsluttes med at Outlandish, og Shaka Loveless, der spiller andre steder i løbet af dagen, spiller en fælles støttekoncert fra kl. 20-22. Koncerten foregår i Verdenskulturcentret, Nørre Allé 7, 2200 København N (ved Sankt Hans Torv). Dørene åbner kl. 19.30. Der kan købes billet til koncerten via sms ved at sende teksten MS100 til nr. 1919. Det koster 100 kroner (+ alm. sms-takst). NB! Du kan kun købe 1 billet per mobilnummer per dag.