Juledekoration på Køge Torv starter ny tradition
Torsdag eftermiddag den 11. december blev Køge Torv udsmykket med en juledekoration lavet af en lokal kunstner. Dekorationen er starten på en ny tradition, hvor lokale kunstnere skal være med til at gøre kommunens offentlige rum kønnere.
KØGE: Torsdag eftermiddag blev Køge Torv en to meter høj juledekoration rigere.
Dekorationen er lavet af en lokal kunstner, Anette Kaae-Bødker, og det er håbet, at dekorationen bliver starten på en tradition, hvor lokale kunstnere udsmykker pladser og gader i Køge Kommune op til for eksempel højtider og byfester.
Ideen om at lade lokale kunstnere udstille rundt omkring i kommunen kommer fra Ejendoms- og Driftudvalget i Køge, der tidligere på året var på studietur til Zagreb.
Udsmykningen er samtidig en del af Køge Kommunes mål om at give det offentligerum et synligt kvalitetsløft med alt fra afrensning af graffiti til ny beplantning i rundkørsler.
Og juledekorationen på Køge Torv er altså den første udsmykning fra en lokal kunstner, der skal være med til at gøre kommunen kønnere. Selve udførelsen er lavet af elever på produktionshøjskolen Klemmenstrupgård.
pm