Rejste sig efter nederlag
<p class="urub">Hvidovre Fighters spillede fremragende mod Esbjerg</p>
Kampens periode blev indledt med et godt Hvidovre-pres, fortæller Jesper Kristoffersen fra klubben.
- Der var fart under jernene, hårdhed i duellerne og en ærgerrighed, der sendte et klart signal om, at hjemmeholdet var mødt op for at gå på juleferie med det store smil på læben. Et vedvarende pres i Esbjerg-zonen gav også et tidligt og fortjent føringsmål, da Steffen Schultz fandt Jonas Sander, der fra relativ spids vinkel ekspederede pucken i kassen. Desværre holdt føringen kun kort. Pucken ramte målmand Oliver Svan på kroppen og gik ind. Et mål, som keeperen også var den første til at tage på sine skuldre efter kampen...
- “Fighters” kom ud til 2. periode med enorm energi, og skabte den ene store chance efter den anden. Det blev dog Esbjerg, der bragte sig i front på den en chance, de tilspillede sig. At slå op i banen ligger heldigvis ikke til Hvidovre-holdet, der blev belønnet for deres konsekvente, hårde arbejde. Anders Bach var bagmanden, da han med et løst skud fra blå linje fandt bladet på Steffen Schultz’ stav til en styring, der gav udligningen. De to spillere var i øvrigt gennem hele kampen en stor fornøjelse at følge. De spiller med en ro og et overblik, der smitter af på resten af holdets spillere...
- De sidste 20 minutter var med Hvidovre i fuld kontrol. Det blev 3-2 på aftenens flotteste angreb. Anders Bach drev pucken ind i zonen, hvor han fandt Christoffer Cramwikt lidt til højre for Esbjergs målmand. I stedet for selv at skyde, “passede” han pucken til Steffen Schultz, der sikkert scorede bag en sagesløs målmand. Kort efter øgede Marcus Gregersen til 4-2 på sit første mål i 1. divisions-regi. I undertal opstod der en af de mest spektakulære momenter i Frihedens Idrætscenter i år, da Christoffer Cramwikt, som stort set eneste Hvidovre-mand på isen, valgte slagskudsbefrieren fra egen zone. Alt i mens der var livlig trafik ved hjemmeholdets boks strøg pucken med høj hastighed mellem benene på Esbjerg-keeperen og direkte i mål til stor jubel for aftenens mange tilskuere. Et kuriøst mål, og en tidlig julegave fra Esbjerg...
- Fra hele teamet bag Hvidovre Ishockey Fighters ønskes en glædelig jul og et rigtig godt nytår. Vi ses i 2015 til flere sejre og fantastiske hockeyoplevelser...