Store elever følger mindre elever i skole
<p class="urub">En elev fra en 8. klasse på Præstemoseskolen fik idéen - nu testes den på Gungehusskolen og Risbjergskolen</p>
En ganske simpel idé. Men ofte er det jo det simple, der er godt og fungerer.
Idéen til følgeordningen kommer fra en elev i 8. klasse på Præstemoseskolen, der havde udviklet idéen i en featureuge om innovation.
Idéen blev præsenteret ved indvielsen af Innovationsrummet på Avedøre Bibliotek sammen med en række andre idéer fra 8. klassen.
Idéen går ud på at hjælpe børnefamilierne til at være mindre stressede om morgenen ved, at de kan få hentet deres barn i hjemmet om morgenen af en større elev fra sammen skole, og de to så følges ad til skole.
Velfærds-LAB mente, at idéen var så god at den skulle videreudvikles.
To pilotskoler har meldt sig, og Velfærds-LAB har i samarbejde med skolerne og eleverne arbejdet videre med at få idéen virkeliggjort. Ud over mindre morgenstress vil følgeordningen give eleverne motion, nærvær og skabe gode relationer mellem de yngre og ældre elever. Herudover vil der være færre biler omkring skolen om morgenen, da de yngste elever bliver fulgt til og ikke kørt i skole. Følgeordningen er et gratis tilbud, der henvender sig til familier med børn i 0.-3. klasse, som kan få hentet deres barn mandag, onsdag og fredag og fulgt til skole af en ældre elev fra fra samme skole.
<p class="mrub">Evalueres til sommer</p>
Følgeordningen pilottestes i første omgang på Gungehusskolen og Risbjergskolen, hvor to afdelingsledere vil fungere som kontaktperson for følgeordningen.
Både de yngre og ældre elever kan tilmelde sig følgeordningen online med deres forældres accept. Kontaktpersonen matcher de ældre og de yngre elever - følgevennerne - primært med udgangspunkt i deres adresser, så de bor så tæt på hinanden som muligt. Målsætningen er, at få tilmeldt 20 elever fra hver pilotskole. Følgeordningen igangsættes til januar og løber frem til sommeren 2015.
Sikkerheden omkring ordningen prioriteres højt og derfor skal de store elever gennemføre et mindre kursusforløb på Ungdomsskolen, hvor de bliver undervist i trafiksikkerhed, ansvar, kommunikation og førstehjælp inden de må blive følgeven for en yngre elev. Efter gennemførelse af kursusforløbet afholder pilotskolerne et tryghedsmøde, hvor de yngre og ældre elever møder hinanden, inden de skal være følgevenner.
Følgeordningen vil give de ældre elever nogle vigtige kompetencer. Det gælder både i forhold til ansvar, trafik, faste aftaler med forældre og ved at være et forbillede for de yngre elever på skolen. Derfor vil eleverne også modtage et følgebevis, som de senere hen kan bruge som reference, når de skal søge fritidsjob. Med inspiration fra skolepatruljen, hvor eleverne bliver belønnet med en tur til Hansa-Park for deres indsats, vil de elever der har været følgeven for en yngre elev blive belønnet med en tur i tivoli.
Til sommer 2015 vil følgeordningen blive evalueret og der tages stilling til, om ordningen skal udbredes til kommunens øvrige skoler.