Frisør klipper gratis juleaftensdag
Af Betina Skjønnemand
Juleaftensdag mellem 10 og 15 bliver der ekstra travlt for indehaver af Salon Reinholdt på Borgmester Finks Gade i Aabenraa, Stefan Reinholdt.
Han har nemlig besluttet at give sin egen form for julehjælp til de familier, der har et ekstra behov.
Derfor klipper han på livet løs i salonen juleaftensdag. Og det er gratis.
"Der har været så mange - også private - der har taget initiativer til at hjælpe lidt ekstra her i julen. Dette er vores lille hjælpende hånd til udsatte familier", lyder det fra salonen.
Man dukker blot op i salonen juleaftensdag, og venter på tur. Stefan Reinholdt klipper alle, han kan nå i det omtalte tidsrum.