Fortsæt til indhold

Dansk præst har sogn der er 181 gange så stort som Danmark

Der er store forhold i Australien, hvor Bente Holdgaard fra Ødsted er præst

Arkiv
Jørgen Flindt

7.617.930 kvadratkilometer. Et sogn 181 gange større end Danmark. Det giver logisk nok udfordringer, men ikke større end de dog kan løses.
Det er, ud over de kendte kirkelige opgaver med gudstjenester, kirkelige handlinger og samtaler, også Den Danske Kirkes rolle at være både et kulturelt og socialt mødested for danskere.
Kirkeligt og administrativt er kirkens base i Sydney, men det er hele Australien, som er sognet. Der er tilknyttet selvstændige menigheder med egne kirkekomiteer i Melbourne og Brisbane. Så mindst én weekend og nogle gange to per måned er Bente Holdgaard på rejse til Melbourne og Brisbane. Ved juletid kommer også flere af de store byer til; Canberra, Perth og Adelaide.

Anderledes

Mange ting skal selvfølgelig gribes anderledes an, når sognet er gigantisk. Tag konfirmation eksempelvis.
“Konfirmanderne undervises på grund af afstandene også på Skype, hvilket giver nye, spændende undervisningsudfordringer, og at konfirmandernes danskkundskaber ikke altid er helt 100 procent tilstede, er et ekstra krydderi,” siger Bente Holdgaard.
Og det med det engelske hører med, for nok er dansk sproget, der er omdrejningspunktet, men mange taler det ikke.
“Selvom vi i hovedtræk taler dansk ved kirken, skal det hele tiden tænkes med, at der er ægtefæller eller børn med, som ikke taler dansk, og de skal naturligvis også føle sig velkomne.”
Kulturelt og socialt er Den Danske Kirke i Sydney et samlingspunkt for danskere i byen. Her er der danskundervisning for både børn og voksne, legestuegrupper, Den Danske Butik, frokoster eller kaffe efter gudstjenesterne, dansk bibliotek, fastelavnsfest, grundlovsfest og Sct. Hans fest, Mortens Aften, juleaften for rejsende og alle interesserede.