Handel og kommune i tæt samarbejde
Stevold tilfreds med ny aftale om markedsføring og uddannelse af ansatte i butikkerne
Handelslivet i Roskilde og kommunen vil indgå et tæt samarbejde for at markedsføre byen endnu bedre overfor kunder og turister.
Formanden for Roskilde Handel Torben Stevold er tilfreds med, at en samarbejdsaftale netop er godkendt i kommunens erhvervsudvalg, der også har en meget fin titel af Udvalg for Vækst, Erhverv og Globalisering. Roskilde Handels bestyrelse skal nu også gennemgå materialet, og så kan aftalen træde i kraft.
Handelsformanden fremhæver som et positivt element, at de nu får en fast kontaktperson i forvaltningen.
- Dermed lettes samarbejdet på konkrete områder. For eksempel vores løbende dialog om, hvordan vi kan tiltrække forretninger, der kan bidrage særligt positivt til Roskildes profil, siger Torben Stevold.
Service-uddannelse
Et af de helt store indsatsområder bliver samarbejdet om et service- og kompetenceløftskursus for anslået 100 virksomheder med 600 medarbejdere i både turistsektoren og detailhandelen.
- Vi er på rette vej. Den seneste måling fra konkurrencen om at være Danmarks bedste handelsby, viser, at vi i 2014 har fået en bedre karakter end i 2012. Det skyldes uden tvivl, at vores medlemmer har arbejdet målrettet med at levere en endnu bedre præstation. Men vi skal til enhver tid stræbe efter at blive endnu bedre, siger Torben Stevold.
tk