Fortsæt til indhold

Det er borgernes penge

Arkiv
Arkiv

At et flertal i kommunalbestyrelsen i aften nikker ja til, at Hvidovre skal tiltræde den aftale, som en række omegnskommuner i selskab med København har lavet med Boligselskabernes Landsforening om at aflyse hjemfaldspligten for boligselskaberne, er der ikke tvivl om.

Derfor får Hvidovre snart en enorm økonomisk kapitalindsprøjtning på små 200 mio. kr.

Men selv om det er juleaften i næste uge er der ikke tale om, at Hvidovre har fået en julegave. Ikke meget kommer ud af den blå luft - og da slet ikke 193 millioner kroner!

Således kommer lejerne i Hvidovres mange almene boliger de kommende år til at opleve en - ganske vist beskeden - huslejestigning.

Der er bred politisk enighed om, at de mange millioner er borgernes penge.

Ja, naturligvis er det da borgernes penge!

Der er også politisk enighed om, at de mange uventede millioner skal komme alle Hvidovres borgere til gavn. Allerede nu er der mange forskellige konkrete forslag på bordet.

Tilsyneladende tegner der sig et flertal for at give projektet med den nye bymidte et solidt økonomisk fundament. Og det lyder da bestemt som sund fornuft. Ikke mange kan vist være ret uenige i, at Hvidovre i allerhøjeste grad savner en bymidte - og gerne andet og mere end en bymidte med blot et supermarked og et par caféer.

Men pengene rækker længere.

Og da der som nævnt også er enighed om, at det er borgernes penge kan et andet spørgsmål også være relevant:

Hvad skal borgernes penge dog i kommunens pengekasse?