Tre mænd stjal for næsten 10.000 kroner i Føtex
Jeppe Rafn
Tre mænd prøvede torsdag formiddag at stjæle varer for næsten 10.000 kroner i Føtex på havnen i Vejle. De blev dog opdaget, og to af mændene blev holdt tilbage og er blevet anholdt, mens den tredje slap væk.
En af mændene havde blandt andet gemt 14 Playstation spil i en kurv under noget tøj. En anden havde prøvet noget lignende med nogle flasker spiritus. Varerne var desuden pakket ind i de såkaldte 'russerposer', som er en metalforet pose, der snyder alarmen.
De to anholdte er mænd på 40 og 50 år fra Litauen. De bliver i dag klokken 11 fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Kolding med henblik på varetægtsfængsling. Det oplyser Vejle Lokalpoliti.