Gymnasium låner et klassesæt cykler
Bent Larsen
Et klassesæt splinternye MTB cykler sparker masser af puls, viden og oplevelser ind i undervisningen på Paderup Gymnasium i Randers til stor glæde for eleverne.
Som led i Randers Cykelbys projekt ”Sydbyen cykler”, der skal få flere borgere i alle aldre til at cykle mere, har gymnasiet og Tradium lånt 32 cykler til brug i undervisningen.
Elever på Paderup Gymnasium og Tradium har desuden deltaget i kampagnen ”Vi cykler til studiet,” der rullede i september og oktober måned 2014. Eleverne kunne via deres smartphones downloade en cykel-app og konkurrere om cykeldage og kilometer.