Køge Basketball Klub vandt uden kamp
Ny sejr til Team Køge Volley i Volleyligaen Damer
SPORT: Både Køge Basketball Klubs herrer i 1. Division som Team Køge Volleys damer i Volleyligaen Damer kom ud af sidste spillerunde inden jule- og nytårspausen med sejre i bagagen.
Mens team Køge Volley hjemme på Asgård skole vandt den tredje sejr i træk i ligaen, denne gang 3-0 over Gentofte Volley, - efter sætcifrene 25-18, 25-14 og 25-22 - så var Køge Basketball Klubs sejr i 1. Division lidt mere speciel.
Holdet drog nemlig til Vejlby Risskov Idrætscenter ved Aarhus hvor holdet skulle møde EBAA - men da holdet nåede frem til spillestedet - med mere end en time til kampstart - fik holdet at vide, at der ikke var noget halplads hvor kampen kunne afvikles.
- Det var ganske enkelt under al kritik at vi først får sådan noget at vide efter at vi er ankommet efter en lang bustur. Det er jo ikke noget man finder ud af sådan lige. Dels er det en bekostelig affære at køre til Aarhus, men det er også spillernes tid der er spildt. Nu må vi se hvad forbundet finder ud af,. Jeg håber da at vi på en eller anden måde kan få dækket vore omkostninger til turen, siger Lars Vestergaard, formand for Køge Basketball Klub til Lørdags-Avisen.
Køge fik tilkendt en skrivebordssejr på 20-0, men klubben ville hellere have vundet en "reel" sejr på banen.
Med denne lidt særegne sejr holder Køge juleferie på andenpladsen i 1. Division. Holdet har trænet i denne uge og mødes til en julemiddag lørdag, inden denstår på en kort ferie, inden der startes op igen efter årsskiftet.
Køge spiller sin første kamp i det nye år lørdag den 17. januar i Køgehallen mod IF Skjold Birkerød.