Fortsæt til indhold

Opvaskemaskinen kan være hård ved din kniv

Kemien i en opvaskemaskine kan være hård ved dine gode knive

Arkiv
Arkiv

Godt værktøj at arbejde med har alle dage været en fornøjelse, og få steder mærker man forskellen tydeligere end i køkkenet. Når der skal snittes, hakkes og skæres, så skal der meget gerne ligge en god, skarp kvalitetskniv i hånden.
Men: Solidt kram gør det ikke alene. Hvis du smider din nyslebne herlighed i eksotisk design med 37 gange foldet stål i opvaskemaskine, så bliver selv den skarpeste kniv i skuffen sløv.

Skrap kemi

Forklaringen er, at kniven i opvaskemaskinen udsættes for langt skrappere kemi end ved opvask i hånden. Den kraft, man bruger til at skure og gnubbe på kniven med en opvaskebørste, er i opvaskemaskinen erstattet af krads kemi, som får kniven ren på anden vis.
Men kemien betyder også, at der nemt kommer et rustangreb. En god køkkenkniv skal være skarp, og det kræver, at man holder mængden af krom i kniv-legeringen nede.
Men hvis man gerne vil beskytte sin kniv mod rust, så er selvsamme krom vigtigt at tilsætte legeringen i større mængder.
Balancepunktet mellem stærk og rustfri tipper for nogle producenter til styrkesiden, og sådan en kniv vil i opvaskemaskinen korrodere, og det vil hurtigt give en sløvere kniv.
Udover at vaske dine gode knive i håndvasken skal du også bruge dem rigtigt. Det er din egen brug af kniven som skruetrækker og persillehakker, samt din forkerte - eller manglende - brug af strygestål, der tager livet af den.
Derfor: Har du en køkkenkniv, du er glad for, så husk strygestålet og håndvask, men mindst ligeså vigtigt: Gå på jagt efter en skruetrækker, når du skal bruge sådan en - gode knive hører kun til i køkkenet! Hvis du altså vil passe godt på dem.