Fortsæt til indhold

MUSIKBIXEN er nu blevet til PLEKTRUM

Navnkundig koldingensisk musikbutik fortsætter under nyt navn efter retssag

Arkiv
Fred Jacobsen

“Jo, der var gang i den. Der røg nogle fustager”.

Siger Michael Jensen, efter at den navnkundige koldingensiske musikforretning MUSIKBIXEN i Hospitalsgade lørdag skiftede navn til PLEKTRUM.

Det var dog mere end et navneskift. Reelt er der tale om en ny begyndelse for Michael William Jensen, der har drevet MUSIKBIXEN sammen med sin tidligere makker Karsten Bech siden 1988, og nu er eneejer af PLEKTRUM.

De to er gået fra hinanden som partnere efter forårets retssag mod guitarproducenten Fender og en regning på en halv million kroner.

“Ja, det er en anden forretning med et andet koncept. Der er kommet mere struktur og flere varer på hylden. Og så har vi udvidet med 100 kvadratmeter”, fortæller Michael om de væsentlige forandringer, der er foretaget i det, der nu hedder PLEKTRUM.

Han mener, at der nu er mindre “legeplads” over forretningen, selv om han finder det vigtigt, at musikken er i centrum.

“Altså, det er vigtigt, at kunderne føler, at vi er musikere, der bruger instrumenterne”, understreger Michael Jensen og fortæller, at kunderne er begyndere, professionelle musikere og institutioner.