Fortsæt til indhold

Quiz med Varde Bibliotek

I november måned kan du deltage i bibliotekets litteraturquiz og vinde Maise Njors humoristiske erindringsbog ”Den forkerte giraf”, eller en billet til arrangement med forfatteren på Varde Bibliotek

Arkiv
Arkiv

Ret mange danskere kender journalist og forfatter Maise Njor ret godt! For alt, hvad hun skriver, er på en eller anden måde hende selv i bogstavsform – tæt på, følsomt, skrøbeligt og ikke mindst meget morsomt – på den tankevækkende tragikomiske klovnemåde.
Njor er en alsidig dame. Hun er forhenværende chef for livsstilsmagasinet Eurowoman, og har skrevet manuskripter til filmen Incasso og til tv-serien Nynne. Hun har lavet radio og tv og har sandelig også skrevet en børnebog ”Er det her, der bliver bollet?” og en voksenroman ”Der var engang en mand” fra 2012.
Men hun er og bliver mest kendt for sine hudløst ærlige ”klumme”-bøger. Faktisk er hun et stilikon på området, og få bøger har haft større gennemslagskraft. Ud fra sin egen livssituation har hun skrevet om kærlighed, parforhold, graviditet og skilsmisse både som eneforfatter og sammen med andre. Rigtig mange vil nikke genkendende til titler som ”Michael Laudrups tænder” og ”Livet for let øvede.” ”Du ser træt ud, skal jeg holde dine bryster” og ikke mindst hendes nyeste ”Den forkerte giraf.”
Njors skilsmisse kastede hende ud i en voldsom livskrise. Derfor kan det ikke undre, at hun gjorde sig mange overvejelser, da hun mødte en ny kærlighed. Disse overvejelser er samlet i ”Den forkerte giraf.” Hun kredser igen om kernefamiliens og parforholdets sammenbrud. Hvad kommer efter tabet af den store kærlighed? Tør en ”kærlighedsbangebuks” efter fem års vrede og sorg satse alt og elske igen?
Maise Njor kan høres og opleves på Varde Bibliotek den 12. november kl. 19.
Biblioteket udlodder i alt 2 eksemplarer af ”Den forkerte giraf” og 2 billetter til forfatterarrangementet på Varde Bibliotek.
Du kan deltage i quizzen ved at gå ind på www.vardebib.dk og finde litteraturquiz-ikonet og udfylde litteraturquiz skemaet.