Sønderborg vil kæmpe for et Danmark i balance
Borgmester i bestyrelsen for ny alliance, der skal bekæmpe udkants-spøgelset
Sønderborg Kommune har meldt sig ind i den nye alliance Danmark på Vippen, som skal gå imod den skævvridningen mellem de store byer og resten af landet.
Foreningen har netop holdt stiftende generalforsamling og består af en bred samling af kommuner, virksomheder og organisationer,
Sønderborgs borgmester, Erik Lauritzen (S), er blevet valgt ind i bestyrelsen for foreningen, og glæder sig til komme i gang med arbejdet:
“I Sønderborg har vi et kæmpe potentiale, som efter min mening slet ikke bliver forløst, som det er i dag. Vi skal synliggøre alt det vi kan endnu bedre, end vi gør i dag, og her mener jeg at en alliance som Danmark på Vippen er et interessant forum at være med i,” siger Erik Lauritzen.
Foreningen er nu gået i gang med at producere en hvidbog, som skal ligge klar til april næste år.
“Det har været vigtigt for mig, at det her ikke kommer til at handle om at klynke over, at hovedstaden og Aarhus får det hele og vi ikke får noget i resten af landet. Men samtidig så er vi også tvunget til at få gjort opmærksom på, at den udvikling som er i gang ikke er hensigtsmæssig for Danmark. I Sønderborg og i Danmark på Vippen vil vi kæmpe med gode argumenter, gode forslag, fakta og forslag til hvordan vi ændrer på tingene, og så er jeg sikker på vi nok skal blive hørt”, understreger Erik Lauritzen.
Han oplyser, at hvidbogen vil komme med konkret bud på vækstmuligheder og hvor og hvordan Danmark får mest ud af at placere statslige instanser og uddannelser, som i dag ligger koncentreret i Hovedstadsområdet.