Business Region Aarhus laver mobilitetskommission
Bent Larsen
Business Region Aarhus har nu sat gang i en mobilitetskommission, der både skal sætte fokus på problemerne og anvise løsninger.
Massive trængselsproblemer har længe været dagligdagen i det østjyske, og ikke mindst hovedfærdselsåren E45 er for længst sandet til. Problemerne med infrastrukturen truer nu områdets vækst og udvikling.
Derfor griber de 11 kommuner bag Business Region Aarhus nu til handling og sætter gang i en mobilitetskommission, der skal udarbejde en samlet strategi for den overordnede trafikale infrastruktur i den østjyske byregion og komme med anbefalinger til udvikling af den overordnede trafikale infrastruktur på kortere og længere sigt.