Team HK Køge er klar til at udvise vildskab og sejrsvilje
Spændende lokalopgør mod TMS Ringsted i Køgehallen søndag den 2. november kl. 15.15.
HÅNDBOLD: Der var håndbolddrama for hele entreen i Køgehallen søndag eftermiddag, da Team HK Køge og Rødovre HK satte hinanden stævne i herrernes 2. Division Øst.
De to hold leverede en kamp som var et rigtigt topopgør værdigt med masser af dramatik, spænding, godt spil og flotte mål. Og det blev belønnet med masser af stemning fra det talstærke publikum der var mødt frem til kampen. Håndbolden er atter ved at få fat i det store publikum i Køge - og et er sikkert - tilskuerne bliver altid belønnet for fremmødet med masser af intensitet og spænding i alle 60 minutter.
Team HK Køge besejrede Rødovre HK med 27-23. Sejren bragte køgenserne op på førstepladsen i rækken med otte points for fire kampe - samme pointsantal som Holte IF men med en bedre målscore.
Næste opgave for Team HK Køge er en ny hjemmekamp i Køgehallen - søndag den 2. november kl. 15.15 - hvor det gælder lokalopgøret mod TMS Ringsted.
- Det bliver sjovt at spille lokalopgør mod TMS Ringsted. Og da det er Ringsteds andethold, og førsteholdet ikke spiller i den kommende weekend i 1. Division, må vi forvente at de rykker nogle af deres talentfulde unge spillere ned på det hold der skal møde os og derfor stiller med et rigtigt stærkt hold. Så det bliver bestemt ingen nem kamp. Det kræver samme indsats som vi viste mod Rødovre. Vi kan ikke tillade os at hvile på laurbærrene. Hver eneste kamp i denne række kræver 100 procent koncentration i samtlige 60 minutter, siger Team HK Køges anfører Brian Ankersen til Lørdags-Avisen.
Køge-anføreren er utrolig glad for den opbakning som holdet møder - både fra publikum og sponsorer.
- Mod Rødovre var der en rigtig fed stemning som var med til at bære os frem. Det håber vi gentager sig mod TMS Ringsted. Og så kan vi jo begynde at drømme om den nye Køge Park hal som vil give os helt nye muligheder. For vi mangler faciliteter til opvarmning, styrketræning ligesom en ny hal med masser af tilskuerfaciliteter vil give nye dimensioner for tilskuer- og sponsoropbakning. Det vil blive et scoop hvis - og når - hallen står klar, siger Brian Ankersen.
Team HK Køge må formentlig se bort fra Shan Santos der fik direkte rødt kort i søndagens drama mod Rødovre HK og derfor efter al sandsynlighed må tage plads i karantæneboksen. Men ellers skulle alle mand være klar - også Jacob Vive som er tilbage efter skade.
- Vives tilbagekomst vil være en styrkelse af forsvaret, slutter Brian Ankersen, der håber at hele holdet er klar til igen at udvise masser af vildskab, beslutsomhed og sejrsvilje.
Inden divisionskampen spiller Team HK Køges Dame Serie 1 kl. 13.45 mod Næstved/Herlufsholm. Efter divisionskampen er der vaskeægte topopgør i Kvalifikationsrækken, hvor Team HK Køges andethold hos herrerne møder Føroyar.
Inden kampen har Team HK Køge 8 points, Føroyar 7 for fire kampe. Kampen starter kl. 16.45.