Fortsæt til indhold

Sidste chance for at give bud til årets priser

Dette er den ultimative chance for at give en trofast træner/leder eller en idrætsudøver der har gjort noget ekstraordinært et kæmpe skulderklap.

Arkiv
Per Møller

KÅRING: For femte gang skal vi have kåret”Årets Idrætsnavn” og ”Årets Foreningsleder” i Køge kommune.
Det er Køge Medie Center der i samarbejde med Jyske Bank, Sparekassen Sjælland, Spar Nord , Danske Bank, Nykredit, Nordea og Sydbank samt Køge Handelsstandsforening og Køge kommune der står for kåringen – efter indstillinger fra Lørdags-Avisens læsere.
Baggrunden for indstiftelsen af de to priser tilbage i 2010 er for at belønne det kæmpemæssige arbejde der hvert eneste år lægges i Køge kommunes mange velfungerende idrætsklubber og foreninger.
Uden de mange frivillige ledere kunne vi ikke glæde os over det blomstrende foreningsliv. Og uden idrætsklubbernes mange dygtige trænere og ledere ville vi i Køge kommune heller ikke kunne fremvise de mange flotte præstationer som de aktive udøvere hvert eneste år leverer i såvel ind- som udenlandske konkurrencer.
Indstillingerne til ”Årets Idrætsnavn” og ”Årets Foreningsleder” 2014 i Køge kommune sker ved at benytte nedenstående kuponer og sende dem til Lørdags-Avisen, Galoche Allé 16, 4600 Køge (mærk kuverten Idrætsnavne) så den er os i hænde senest på mandag den 3. november kl. 12.00.
Du kan også sende os dit/dine forslag ved at benytte linket ”Giv os et tip” på Lørdagsavisen.dk.
Et panel bestående af borgmester Flemming Christensen, kulturudvalgsformand Anette Simoni, repræsentanter for de syv pengeinstitutter, Køge Handelsstandsforening og Køge Medie Center vil ud fra de modtagne indstillinger udpege to to prismodtagere som vil blive hyldet i forbindelse med Køge Byråds årlige fejring af de mange idrætsudøvere der i årets løb har vundet mesterskaber og medaljer.
Denne fejring finder sted torsdag den 11. december kl. 16.00 på Rådhuset i Køge.
De to priser er på hver 7.500 kr. Klubben/foreningen hvor årets idrætsnavn og årets Foreningsleder kommer fra modtager ligeledes 7.500 kr.
Så kære læsere - kære foreningsledere/trænere. Dette er den ultimative chance for at give en trofast leder eller en idrætsudøver der gjort noget ekstraordinært et kæmpe skulderklap. Og det gælder også for den lille kortklub eller bankoforening. Der er ildsjæle alle steder.
De fire forudgående år har priserne tilfaldet følgende:
”Årets Idrætsnavn”:

2010: Kia Hansen, Køge Svømmeklub.
2011: Trine Kjelstrup, Team Køge Volley.
2012: Mathilde Storgaard, håndboldspiller.
2013: Christina Munkholm, Køge Svømmeklub.
Årets Foreningsleder”:

2010: Jan Rasmussen, Køge Kricket Klub.
2011: Kurt Pedersen, Kjøge Mini-Bys Venner.
2012: Lonni Klausen, IF Frem Bjæverskov Håndbold.
2013: Peter Erkmann, Køgespejderne.

Tilmeld medaljevinderne

Køge Byråd anerkender de mange dygtige idrætsudøvere som findes i kommunen - børn, unge og voksne - og det sker ved ovennævnte fejring torsdag den 11. december kl. 16.00 i kantinen på Køge Rådhus, hvor Køges borgmester Flemming Christensen er vært.
Klubberne/foreningerne eller enkeltpersoner kan tilmelde medaljevinderne ved senest torsdag den 4. december at sende en mail til forening@koege.dk.
Her skal man bruge oplysninger om navn og alder på medaljevinderne, deres klub/forening, medaljens art, disciplin, mesterskab, antal deltagere ud over medaljevinderne samt kontaktoplysninger på ansvarlig leder.