Positiv oplevelse for HIF
<p class="urub">Håndboldherrerne overvintrer på 2. pladsen i den første sæson i 2. division</p>
I Dianalund mod de lokale helte fra Tersløse vandt HIF opgøret med sikre 29-22 efter føring på 15-10 ved pausen.
HIF var bagud 0-1 og 1-2, men kom foran 4-2 og så sig ikke tilbage resten af kampen. Det var igen forsvaret, der fungerede noget nær optimalt, selvom hjemmeholdet fik lov til at score et par af de nemme mål. Generelt var der styr på tropperne, og Tersløse var aldrig for alvor inde i kampen.
- Vores mission i Dianalund var at vinde uden at være overtændte, fortalte træner Ove Hansen efterfølgende.
- Med sejren har vi nu fået skabt pæn afstand til bunden, og det er kommet i stand, fordi vi har vundet syv sejre på stribe. Det luner i tabellen. Der var rigtig mange gode ting at glæde sig over i kampens forløb. Nicolai Elken fortsatte eksempelvis, hvor han slap mod Holte, med at banke boldene i mål. Det betød, at Tersløse valgte at mandsopdække ham hele anden halvleg. Han scorede alligevel et par mål i den periode og kom samlet op på ni mål. Daniel Dam, som er vores play-maker, holdt sig heller ikke tilbage. På et tidspunkt valgte Tersløse at mandsopdække ham også, og så trådte Peter Dregild ind på scenen og scorede tre mål...
- Det gjorde det ikke nemmere for Tersløse, at vi hele tiden kunne finde løsninger på de taktiske udspil, de kom med.. Men en god sejr at gå på ferie på og et lidt overraskende samlet resultat. Vi har gjort det rigtig godt og lidt over forventning...
- Vi bevarer begge ben på jorden og holder fokus og fast i konceptet. Det har vi arbejdet meget på de seneste år, og det skal bare videreudvikles. Vi kunne have været rykket op tidligere fra 3. division, men oprykningen i år har vist, at det var fint at vente en sæson. Kunsten er ikke at rykke op. Kunsten er at blive i rækken. Her er vi godt på vej, men anden halvdel af turneringen bliver også interessant...ebo