Fortsæt til indhold

Først udgift til p-hus i 2016

Venstres Peter Madsen er ikke tilfreds med svar fra borgmesteren og mener, at budget-flertal skjuler stort kasse-underskud

Arkiv
Arkiv

Udgifterne på op mod 50 millioner kroner for kommunen til et nyt p-hus på Sortebrødre Plads er ikke medregnet i kommunens økonomiske balance for 2015, fordi udgifter og indtægter først vil komme i de efterfølgende år. Sådan lyder hovedpointen i et skriftligt svar fra borgmesteren og forvaltningen til Venstres Peter Madsen, der til spørgetiden ved starten af byrådets møde onsdag havde stillet spørgsmål om, hvorfor de 50 millioners udgift, der ville forøge kasse-underskuddet i 2015 til knapt 100 millioner, ikke var regnet med i kommunens oversigt. Udgiften til p-huset omtales kun i den skriftlige aftale mellem partierne, som er enige om Roskildes budget for 2015, nemlig S-SF-R-El og K. I svaret til Peter Madsen fremgår samtidig, at der ikke skal foregå noget fysisk aktivitet omkring det kommende p-hus med 500 pladser i det kommende år. Først skal der være tid til diskussionen om en lokalplan, som giver mulighed for sådan et projekt. Kommunen regner ikke med at skulle betale for p-huset, selv om der i første omgang bliver udgifter til at opføre det. Pengene skal senere hentes hjem ved salg af kontorer og boliger, der bliver en del af byggeriet.

Undvigende svar

På byrådets møde onsdag aften ville borgmesteren ikke svare mundtligt på Peter Madsens spørgsmål, og han fik først bagefter tilsendt det skriftlige svar. Joy Mogensen forklarede det med, at spørgetiden er beregnet til, at almindelige borgere kan komme med spørgsmål. - Peter Madsen og andre medlemmer af byrådet har derimod mange andre muligheder for at stille spørgsmål til forvaltningen eller bede om at få en sag behandlet i et udvalg og byrådet, sagde hun. - Principielt mener jeg, det er forkert, at jeg stilles ringere end andre borgere i Roskilde, siger Peter Madsen. Han mener i øvrigt, at hele det skriftlige svar er meget undvigende og vagt. - Tilbage står, at det ikke er retvisende, når oversigten over kommunens økonomi kun viser et træk fra kassebeholdningen på 50 millioner, når man i virkeligheden har besluttet at tage 100. Så kan man lige så godt skrive det, mener han. tk