Fortsæt til indhold

- Jeg har verdens bedste job...

<p class="urub">- Jeg er stolt over at være borgmester i Hvidovre og jeg brænder for vores by... Borgmester Helle Adelborg ser tilbage på 2014 og glæder sig til 2015:</p>

Arkiv
oas@hvidovreavis.dk

Vi giver ordet til Hvidovres borgmester:

Hvordan er 2014 gået for dig som borgmester og for Hvidovre?

- Allerførst vil jeg sige, at jeg har verdens bedste job!

Jeg er stolt over, at være borgmester i Hvidovre og jeg brænder for vores by. Her sker mange gode ting - ting, som vi ikke altid får den anerkendelse for, som vi fortjener. Her er mange engagerede frivillige foreningsfolk og mange dygtige medarbejdere i kommunen, som gør et stort stykke arbejde for os alle sammen. De er hver især med til at skabe positiv udvikling i Hvidovre og det er ikke mindst takket være dem, at vi kan se tilbage på et godt, energisk og spændende år 2014...

Hvad har du kunnet glæde dig over - og hvilke problemer har der været?

- Der er sket så meget godt i Hvidovre i året, der gik, at det er umuligt at nævne det hele.

Men det var blandt andet året, hvor en ny kommunalbestyrelse kom i arbejdstøjet. Vi tog også fat på virkeliggørelsen af skolereformen, vi fik indført madordning i vores daginstitutioner og vi startede et nyt filmsamarbejde med blandt andet Zentropa og vi fik indviet Enghøjhuset.

Vi fik ansat en borgerrådgiver, søsat et bymidte-projekt og inviteret de første kommende forældrepar til familiekurser under overskriften “Familieliv Hvidovre”. Der var DM i kajakmarathon ved Hvidovre Havn, en Medborgersal fyldt med glade sportsfolk og spejdere til idrætshædringerne - og salgsrekord i foreningernes genbrugshal. Der var indvielse af det nye Quark, en ny legeplads ved Rebæk Sø, et Newton Room på Risbjergskolen og et innovationsrum på det nye Avedøre Bibliotek.

Og som den første kommune i landet indførte vi mobilePay, og de talentfulde elever fra Langhøjskolen vandt Kulturministeriets Springfrø-pris for deres kreative klimaprojekt. Der er så meget at være glad for og stolt af og jeg er også meget taknemmelig for alle de invitationer, der er kommet i årets løb - fra foreninger, institutioner, skoler og plejecentre - til at komme forbi til jubilæer, opvisninger og andre arrangementer...

<p class="mrub">Valgkampen fortsatte</p>

- Går vi op i fugleperspektiv så kan vi se, at arbejdsløsheden i hele 2014 har været lav her i Hvidovre. Vi kan også se, at flere flytter til byen samt at kommunens omdømme i erhvervskredse er blevet væsentligt forbedret. Det er alt sammen værd at glæde sig over og et godt grundlag at bygge videre på i de kommende år.

Andelen af ældre borgere er stigende og det ligger mig meget på sinde, at de skal have det godt i Hvidovre. Derfor er jeg glad for, at vi i kommunalbestyrelsen i disse år får taget nogle beslutninger om flere, bedre og forskellige boformer for de ældre i Hvidovre.

Tager man de politiske briller på, må jeg sige, at jeg aldrig- i de 21 år jeg har siddet i kommunalbestyrelsen - har oplevet, at valgkampen har fortsat så længe efter valget, som den har gjort denne gang. Det udfordrer samarbejdet i kommunalbestyrelsen. Men jeg glæder mig over, at det alligevel er lykkes at opnå bred enighed om vigtige sager som eksempelvis processen om bymidte-projektet samt at opnå en fælles aftale med boligorganisationernes landsforening om aflysning af hjemfaldsklausulerne...

<p class="mrub">Mange udfordringer</p>

Hvad bliver din vigtigste opgave som borgmester i 2015? Hvilke udfordringer venter der?

- I 2015 skal vi følge op på processen med borgerinddragelse omkring bymidten. Det ser jeg meget frem til.

Og vi skal arbejde videre med aftalen om hjemfaldsklausulerne og en omorganisering af beredskabet, hvor endnu flere kommuner skal arbejde sammen. Endelig er der fortsat kampen mod at få vindmøllerne ved Kalvebod Syd at arbejde for.

Med den nye sundheds- og forebyggelsespolitik i hånden skal vi fortsætte den forebyggende indsats, så der er færre borgere, der får livsstilssygdomme som eksempelvis diabetes og KOL. Det er vigtigt, at vi lever sundt og kommer ud og bevæger os - og det har vi heldigvis gode muligheder for i Hvidovre med løbe- og cykelstier, motionsparker og grønne områder. I 2015 kommer der også en ny legeplads i den sydlige del af Hvidovre og vores strandpark skal udvikles endnu mere.

Vi skal arbejde videre med at sikre de unges fremtid og uddannelse. For mig at se er det et af vores vigtigste indsatsområder og fortsat en udfordring i 2015, men ligesom med sundheden - og skolereformen - er det et langt sejt træk, vi er i gang med. Og det er et træk, jeg gerne går i spidsen for.

Jeg vil gerne slutte med at ønske et godt nytår til alle byens borgere...