Fortsæt til indhold

E Kleinbahn bliver større

Torsdag den 13. november indvier E Kleinbahn sit nye værksted og alle er hjerteligt velkomne

Arkiv
Arkiv

Torsdag den 13. november slår Veterantogsforeningen E Kleinbahn portene op til en værkstedsudvidelse på 50 kvadratmeter.
Som det vil være mange bekendt, er foreningens formål at genetablere en 5 kilometer lang strækning af den forhenværende Amtsbane på Als, der eksisterede mellem 1898 og 1933.
Værkstedsudvidelsen gør det muligt at komme i gang med renoveringen af den cirka 15 meter lange personvogn, foreningen fik stillet til rådighed af familien Gramkow, som i mange år brugte vognen til sommerhus ved Nørre Kettingskov.
Foreningens medlemmer har selv stået for værkstedsudvidelsen, som blev påbegyndt i april 2013. Omkostningerne til materialer har andraget cirka 60.000 kroner, og der er medgået 2.300 timer til arbejdets udførelse. Tilbygningen overdrages kvit og frit til Sønderborg Kommune, som ejer de bygninger på Oksbølvej 15 i Nordborg, hvor foreningen har til huse.
Meget af arbejdet på personvognen er træarbejde. Foreningen er derfor glad for, at man har fået mulighed for at overtage maskiner og værktøj fra Karl Heinz Gloys snedkerværksted i Holm. Gloy er kendt for sin store interesse for vikingetidens bygninger, møbler og ornamenter, som har tjent som inspiration for mange af de arbejder, han har skabt gennem et langt arbejdsliv.
Med denne tilgang af snedkerimaskiner og værktøj er foreningens forudsætninger for at fortsætte renoveringen af rullende materiel til banen perfekte.
Selve etableringen af de 5 kilometer skinner samt opførelse af kopier af Nordborg station og remise på stationsarealet i Østerlund efter de originale tegninger er en sag, der løber op i adskillige millioner. Foreningen håber i løbet af 2015 at komme i gang med det første delprojekt nemlig etableringen af sporarealet på stationsområdet, forudsat naturligvis at pengene kan findes.
Indvielsen af det nye værksted foregår torsdag den 13. november fra kl. 15 til 18. Foreningen er vært ved at lille traktement. Alle interesserede er hjerteligt velkomne.

Med udvidelsen kan foreningen gå i krig med renoveringen en 15 meter lang personvogn. (Privatfoto)