Når spastikere snører fodboldstøvlen
I Vejle FC er fodbold ingen hindring for udviklingshæmmede og børn med spastiske lammelser
Mange børn drømmer om en fodboldkarriere, også børn født med spastiske lammelser eller anden mild fysisk funktionsnedsættelse.
I Vejle FC har man gjort noget ved det, og her træner 14 spillere hver søndag eftermiddag året rundt. Morten Schubert og Laura Kristensen er trænere for holdet, de er begge i starten af 20'erne og læser til pædagog.
“En gæstelærer på studiet fortalte om holdet, og derved kom Morten og jeg til at snakke om det. Jeg har ikke været træner før, men har arbejdet med handicappede, og Morten havde været fodboldtræner, så vi mente, at det kunne være en udfordring at træne et hold med en anderledes tilgang til fodbold,“ fortæller Laura Kristensen.
Morten Schubert var løbet lidt sur i det med at være træner for et almindeligt hold. Han brugte en stor del af tiden på, at få forældrene til at tie stille på sidelinjen. Han savnede dog trænerjobbet, og da han fik den her mulighed, greb han chancen med det samme.
Spillernes udfordring
“Udfordringen er større her, da holdet består af spillere i alderen mellem syv og femten år. De har alle et handicap, der ikke er ens, derfor er nogle bedre end andre, men da vi er to trænere, kan vi dele dem op i niveau,” fortæller Morten.
Holdet er rimeligt nyt, træningen begyndte indendørs i november 2013, og der kommer hele tiden nye spillere til. Det er mest fra oplandet omkring Vejle, men holdet har også en enkelt spiller, der kommer kørende helt fra Spjald.
“Hun kommer hver søndag, og familien følger med fra sidelinjen. Der har været én træning, hvor hun blev hjemme, men det var fordi, hun skulle konfirmeres,” siger Laura Kristensen med et smil på læben.
Spillerne knokler på til træning, for glæden ved fodbold er ikke kun, at de får en forbedret motorik og kondi.
“Børnene føler sig mere ligestillet med deres kammerater, når de kan fortælle, at de går til fodbold, men også at de kan spille med i frikvarterene i skolen, det har en stor betydning for deres selvværd,” siger Morten Schubert.
Kristoffer Nielsen er 14 år og kommer fra Vamdrup, han har spillet fodbold siden han var fire, men er først lige startet på holdet.
“Jeg spiller her, fordi jeg var træt af at blive råbt af på det almindelige hold, da jeg ikke var hurtig nok. Her forbedrer jeg mig hver gang, og det gør det også nemmere for mig, at komme på fodboldlandsholdet for spastikere”.
Det er lysten der driver værket, men Morten og Laura glæder sig til træningen hver søndag:
“At se den glæde og det sammenhold der er mellem børnene, på tværs af alderen, det er fedt, men også opbakningen fra familierne, det smitter også af på os,” siger en glad Laura Kristensen.