Fortsæt til indhold

10 mio. i bøde til Elindco

Den store byggevirksomhed i Jyllinge har erkendt deltagelse i kartel-virksomhed

Arkiv
Arkiv

Elindco Byggefirma i Jyllinge, der har flere hundrede ansatte og har udført mange større opgaver blandt andet i Roskilde, har måttet acceptere en bøde på 10 millioner kroner for deltagelse i kartel-virksomhed, så konkurrence-loven i 12 tilfælde blev overtrådt i årene 2007-2009. I fire tilfælde var Elindco med til sammen med andre virksomheder kunstigt at forhøje prisen ved at aftale højere bud. I otte andre tilfælde var der tale om såkaldte 'lånepriser'. - Når vi ikke har holdt os indenfor reglerne, er det uacceptabelt, hvilket jeg gerne vil beklage overfor både ansatte og samarbejdspartnere. Som en ansvarlig virksomhed med over 300 Mio. i årlig omsætning var motivet ikke økonomisk, siger direktøren Steen Justesten. - Den eneste forklaring er, at vi ved finanskrisens begyndelse blev så ivrige for at vise vores tilstedeværelse overfor kunderne, at vi i nogle tilfælde gik over stregen. - Siden denne periode har virksomheden truffet flere foranstaltninger for, at det ikke skal gentage sig, forklarer Jyllinge-direktøren. De fire sager, hvor prisen blev skruet op i samarbejde med andre firmaer, har givet en uretmæssig fortjeneste på 275.000 kroner, og Elindco har henvendt sig til kunden, der gav for høj pris, for at betale tilbage.

Får andre til at byde

Når bøden blev på hele 10 millioner, er det fordi Elindco har så stor en omsætning. De otte 'lånesager' handler om tilfælde, hvor firmaet ikke selv har tid til at udregne et tilbud og derfor får et andet firma til at gøre det. Den 'lånte pris' bruges derefer som udgangspunkt for at afsende et højere tilbud, som man ikke får arbejdet med. - Metoden skal sikre, at kunden ikke bliver skuffet over, at der ikke kommer et bud, forklarer Steen Justesen.