Hvidovre barn vinder landsdækkende tegnekonkurrence
På både Avedøre Bibliotek og Hvidovre Hovedbibliotek fik de rigtig mange flotte og spændende tegninger, hvor børnene både havde brugt deres fantasi og kreative evner. - Det er dejligt, at børnene gør sig så mange overvejelser over, hvordan de gerne vil bo - og der var flere tegninger, der giver stof til eftertanke, fortæller børnebibliotekar Karen Agergaard. Hun forsætter: - Et af ønskerne som var det store hit på adskillige tegninger, vil vi voksne nok ikke gå med til: Børnene vil gerne bo i Slikland!
Fra HvidovreBibliotekerne blev der udvalgt tre tegninger, som blev sendt videre til den landsdækkende konkurrence, hvor tegningerne blev bedømt af folk fra både UNICEF og Palles Gavebod. Dommerne skulle vælge tre vindere ud af de mere end 200 indsendte tegninger - og den ene vinder er Helene Munk Sigfredsen på 7 år her fra Hvidovre. Helene har tegnet en smuk og rørende tegning om, at alle har ret til at flyve væk fra noget dårligt.
HvidovreBibliotekerne ønsker Helene stort tillykke med vindertitlen og med præmien, der bestod af en pose fuld af merchandise fra UNICEF og Palles Gavebod.
Helenes flotte tegning kan ses på Palles Gavebod sammen med de andre flotte vinder-tegninger.