73-årig kvinde kom alvorligt til skade efter påkørsel
Lyndby På Hornsherredvej - nærmere bestemt ved Borrevejletanken - blev en 73-årig kvinde påkørt, netop som hun var på vej over vejen. Kvinden befandt sig i følge politiets oplysninger midt på kørebanen, da en 69-årig mand fra København K kom kørende i sydlig retning ad Hornsherredvej. Ulykken skete kort før klokken 17.28, hvor politiet fik meldingen om det alvorlige færdselsuheld ud for tankstationen. Den 73-årig kvinde som viste sig at være fra Kirke-Såby, kom så alvorligt til skade ved påkørslen, at hun i ambulance blev kørt til Roskilde sygehus, hvorfra hun i helikopteren blev fløjet til Rigshospitalets traumecenter til undersøgelse og behandling. Politiet tilkaldte en bilinspektør til at assistere med undersøgelse af uheldsstedet og det implicerede køretøj. Den 69-årige bilist var ædru ifølge en alkotest, og politiet fik rutinemæssigt udtaget en blodprøve af den 73-årige til nærmere undersøgelse for alkohol. De pårørende til den 73-årige er underrettet om ulykken og om, at hun er alvorlig tilskadekommen.