Byd 2015 velkommen med en frisk gåtur og banko i skoven
Med lyden af årets knaldperler og nytårsbrag og tonerne af “Vær velkommen, Herrens år” i baghovedet hilser de to foreninger 2015 velkommen med den traditionelle nytårsgåtur i den vinterklædte skov.
- Et nyt og frisk år får os ofte til at kigge de gamle vaner efter i sømmene og vælge en sundere livsstil. En friske gåtur i Vestskoven kan være det første skidt hen imod den aktive livsstil. Min opfordring er derfor: Kom og gå med, her får du både motion og mulighed for en hyggelig snak med naboer og familie, lokalformand Jann Larsen.
Den vinterfriske tur er 5 - 6 kilometer lang og går ad en afmærket rute på stierne i Vestskoven - og for de særligt friske måske en smut op over Herstedhøje. Mødestedet er Herstedøster Skole, Trippendalsvej 2 i Albertslund. Starten på turen skydes i gang nytårsdag kl. 14.00.
Der er arrangeret et festligt bankospil med mange fine præmier på den afmærkede rute gennem skoven. Alle kan være med - det er gratis at deltage i gåturen. Der er ingen tilmelding, man møder bare op. Og efter turen er der mulighed for, at man kan sætte sig ind i aulaen på Herstedøster Skole og eventuelt nyde en kop medbragt kaffe og kage.
Interesserede kan høre mere om nytårsgåturen ved at kontakte Jann Larsen fra Hjerteforeningens lokalkomité på tlf.: 36 41 06 13 eller mail: jann.larsen@mail.dk.