Fortsæt til indhold

Stor demonstration for tvillingeforældre

<p class="urub">Tvangsfjernede tvillingers forældre fik massiv opbakning</p>

Arkiv
key

Bag demonstrationen stod familie, venner og sympatisører til de to tvillingeforældre, der i det forløbne år har fået tvangsfjernet deres børn af Hvidovre Kommune.

Sagen er kendt fra de sociale medier og fra en radiodokumentar på P1, hvor tvillingerne Saya og Sasuke kort efter deres fødsel i januar 2014 blev fjernet fra forældrene. Det har pga. tavshedspligt ikke været muligt at belyse sagen fra anden side end tvillingeforældrenes, men de mange opdateringer på de sociale medier vidner om et forældrepar, der i allerhøjeste grad sender et råb om nødhjælp af sted ved at få politikerne i tale.

Derfor mødte de tirsdag aften op til kommunalbestyrelsens spørgetid og stillede borgmesteren og de øvrige kommunalebestyrelsesmedlemmer en række spørgsmål. Spørgsmålene drejede sig i overvejende grad om, om tvillingeforældrenes store undren over, hvordan den kommunale forvaltning har faglige kompetencer til og kan overrulle de beslutninger, der er truffet i børne- og ungeudvalget.

Om det forholder sig sådan kunne borgmesteren pga. tavshedspligten ikke give de fremmødte svar på, men borgmesteren lovede det unge forældrepar, at hun ville invitere dem til et møde for nærmere drøftelse af deres utvivlsomt ulykkelige situation.

Tvillingeforældrene havde ud over de mange støtter fra demonstrationen også deres advokat med til spørgetiden. Både tilskuere og advokat udtrykte under spørgetiden deres klare utilfredshed med situationen. Der blev således både klappet af tvillingeforældrene og buh'et af borgmester Helle Adelborg.