Råbte "pikhoved" efter politi og røg i detention
18-årig fra Fredericia blandede sig højlydt og med ukvemsord i politiets arbejde
To mænd på 18 og 24 år kan se frem til nogle regninger oven på en noget urolig nat i Fredericia.
Den ene, manden på 24 år fra Fredericia, morede sig i nat klokken 3.38 med at knuse en rude og et sidespejl på en bil, der var parketret i Prinsessegade.
Uheldigvis for manden ser en politipatrulje, hvad han har gang i. Han bliver derfor anholdt og kan regne med en bøde for overtrædelse af politivedtægten.
Mens politiet var i gang med at belære den 24-årige om det forkerte i at knuse ruder og smadre sidespejle, blandede den 18-årige sig. Ifølge Sydøstjyllands Politi råbte og skreg han efter betjentene og kalde dem blandt andet for "pikhoved".
Det var en tand for groft for betjentene, som pakkede den berusede unge mand i politibilen og kørte ham til detentionen hos politiet i Vejle.
Når han vågner, kan han se frem til en kontant hilsen fra politiet for sit uoverlagte ordvalg.