Mød pædagogiske klovne på Torvet lørdag
KLOVNE: Lørdag den 8 november kl. 10.30 til kl. 12.00 besøger studerende ved Pædagogisk Klovn uddannelsen i Danmark Køge torv, hvor de på vej til Bofællesskaberne Agerbækhuse, øver sig i at skabe kontakt med forbipasserende.
De har følgeskab af Kirsten Rask, Regionsrådsmedlem i Region Sjælland og medlem af Det centrale Handicapråd, der er ambassadør for de Pædagogiske Klovne i Danmark.
- Det er en ære for mig, at være ambassadør for de Pædagogiske Klovne i Danmark - for ligesom de syge børn og deres familier har brug for opmuntring og hjælp, til de svære stunder når der eksempelvis skal tages blodprøver, foretages undersøgelser eller tages medicin, så har børn og unge med fysisk og psykisk handicap, samt deres familier også brug for hjælp på deres præmisser, til eksempelvis at lette træningen eller til, at gøre det lettere at kommunikere uden talesprog med sine omgivelser. Familierne har brug for "et lys i mørket" eller en "rød næse i hverdagen" som kan få smilene frem i deres øjne og hjerter, siger Kirsten Rask.
De studerende uddannes til, at arbejde som pædagogisk klovn indenfor hele det pædagogiske område, med specialisering i handicapområdet. Klovnene træner på uddannelsen deres egen klovne figur og opøver evnen til at initiere ”Magiske møder” med børn, unge eller voksne med betydeligt fysisk og /eller psykisk funktionsnedsættelse.
- Når klovnen ved hvordan der skabes en tryg kontakt, opstår der meget intense og berigende møder i en ellers høj – institutionaliseret verden. Vi vil gerne invitere børn og unge med fysisk og/eller psykisk funktionsnedsættelse til at mødes med klovnene på Køge torv lørdag d. 8/11, siger Betina Baden, Cand. Pæd. og underviser på Pædagogisk Klovn uddannelsen i Danmark.
Betina Baden har selv som pædagogisk klovn oplevet mange berigende møder, eksempelvis:
- Jeg lister ind i aflastningshuset, og for enden af stien ser jeg en pige på en madras med et legetøjsstativ over sig. Jeg lister nærmere og sætter mig på gulvet ved siden af hende, hun bliver stille et øjeblik, så fortsætter hun med at lave "lyde". Jeg lytter til hendes lyde, fanger tonerne og melodien. Hun stopper, ser efter mig, siger en lyd... jeg siger den samme lyd, lægger mig ned ved siden af hende, følger hendes lyde...følger hende. Hun bliver stille...ler...jeg ler. hun giver lyde, jeg følger med, vi skiftes, slår til legetøj og ler. Hun triller tættere til mig, vi ligger ansigt til ansigt med hendes lyde og ler. En pædagogisk klovns vigtigste opgave er at skabe kontakt, være i kontakt og vide hvordan der arbejdes systematisk med relationen i dette møde, der kan vare fra 2-10 minutter, afhængig af den anden persons ressourcer.
Er man interesseret i selv at blive Pædagogisk Klovn starter næste hold den 24 Januar 2015 og afsluttes marts 2015.
Læs mere på www.paedagogiskklovn.dk.