Pape satte ord på de unges stress
EG’s elever havde stresshåndtering på skoleskemaet
Der var hverken engelsk, drama eller matematik på skemaet for Esbjerg gymnasiums 2.G elever tirsdag mellem 12.05 og 13.35. I stedet var der foredrag med forfatter og stressspecialist Thomas Pape.
Og det er der åbenbart rigtig god grund til, for flere undersøgelser viser, at gymnasieelever - og unge mennesker generelt - i dag føler sig enormt stressede. Så stressede at det sommetider ender med både angst og depression.
“Alle taler jo om stress i dag, men det er altså først og fremmest vigtigt at få defineret, hvad stress er,” lød det indledningsvis fra Thomas Pape.
“Stress er ikke, fordi I hele tiden føler, at I skal være sprøde på Facebook, have mange venner eller inviteres til alle fester. Stress er i bund og grund, når belastningerne overstiger ressourcerne,” forklarede Thomas Pape, der er ejer af SPINE, en stressklinik for studerende i Højbjerg ved Aarhus.
Må ikke normalisere
Thomas Pape anerkender til fulde, at der er et stort pres på unge i dag, og derfor var der da også en klar agenda for tirsdagens foredrag.
“Vi skal i dag se på, hvad der udløser stress, hvordan man spotter stress i hverdagen og hvordan man så sparker stressen langt væk. Stress kan udløses af både ydre og indre belastninger, og det er vigtigt at sige, at belastninger i jeres liv kan stamme fra flere ting. Det kan være ydre påvirkninger såsom studie, familiesygdomme, skilsmisse og arbejde, men også indre påvirkninger såsom negative tanker, perfektionisme eller lavt selvværd. Her skal I se på, om I måske lægger et for stort pres på jer selv ?,” sagde Thomas Pape.
Han peger på, at der også er fysiske ting, som man skal være opmærksom på og som kan tyde på stress. Lider man af regelmæssige maveproblemer, har hukommelsestab og koncentrationsbesvær, en lav selvfølelse, rastløshed og er indesluttet, så er der muligvis tegn på, at man er ramt af stress.
“Men stress kan afhjælpes, og derfor er det virkelig vigtigt, at I tager det alvorligt. I skal passe på med at normalisere tingene. Det er ikke normalt at have hovedpine eller hjertebanken, selv om man sidder stille på en stol.”
Et vigtigt emne
Det var studievejledningen på Esbjerg Gymnasium, der med arrangementet satte 'Det gode Ungdomsliv' i fokus.
“Vi synes, det er vigtigt, at vi viser gymnasieeleverne, hvordan man kan forebygge og håndtere stress samt skabe sig et godt studieliv. Vi arbejder i høj grad med elevernes faglighed til hverdag, men vi ønsker også at sætte fokus på elevernes trivsel, som jo har indflydelse på elevernes faglige udbytte og evne til at gennemføre uddannelsen,” siger studievejleder Kamilla Carstensen.
Ud fra elevernes reaktion var det da også et velvalgt emne, som gik lige ind. Engelsk, drama og matematik kan man jo altid få.