Fortsæt til indhold

Julen går i Vægterkælderen

For første gang rykker julefrokostmaden ind i Vægterkælderen

Arkiv
Louise Ritter

Sild, hamburgerryg med grønlangkål, ris a la mande og alt det indimellem. Menuen er traditionel, men rammerne nye - og så alligevel ikke helt. Efter at julefrokostbuffeten sidste år blev sløjfet på Hotel Dronning Dagmar i Ribe genopstår den i år i den hyggelige kælder - Vægterkælderen - under det gamle hotel midt i Ribes hjerte.
“Det er vores forsøg på at tilbyde noget, som ingen andre gør. Vi spiller ikke op til dans, men tilbyder traditionel julefrokostbuffet, så også små selskaber kan få buffet i hyggelige rammer,” siger receptionschef, Hanne Degn, der selv var med i forreste linje, da Vægterkælderen fredag aften tog forskud på juleglæderne ved at servere årets julebuffet for særlig inviteret gæster. Også de kom i små selskaber, og det er lige præcis det, der - forhåbentlig - bliver Vægterkælderens styrke.
“Vi kan ikke hamle op med de helt store steder som Blue Water Arena og Skærbæk Fritidscenter, når det gælder store julefrokostfester med live musik og dans. Da vi samtidig fornemmede, at mange små selskaber efterspurgte julefrokostbuffet, så vi mulighederne i at åbne kælderen,” siger Hanne Degn, der naturligvis lader julemusik lyde i kælderens højttaler.
Vælgterkælderen serverer julefrokostbuffet hver fredag og lørdag frem til den 20. december. På hverdage også gerne for selskaber på mindst 15 personer.