Giv os nu Køge Park!
Køge kommune holder informationsmøde om stadion-projektet tirsdag aften den 11. november på Rådhuset i Køge.
FREMTIDSPLANER: Køge kommune indbyder tirsdag den 11. november kl. 19.00 alle interessede indenfor til et informationsmøde omkring Køge Park-projektet som forventes at blive igangsat i løbet af foråret 2015.
På mødet, som afholdes i kantinen på Køge Rådhus, vil repræsentanter fra forvaltningen bag erhvervs- og stadionprojektet belyse og klarlægge nogle af de væsentligste faktuelle ting omkring byggeriet – så ingen fremover kan være i tvivl om hvordan hele strukturen – også de økonomiske aspekter - omkring opførelsen af projektet ser ud.
Nye, moderne faciliteter har i mange år været et stort ønske hos stort set alle idrætsforeninger og klubber i Køge og omegn. Det er jo ingen hemmelighed at idrætsfaciliteterne i mange årtier har været et forsømt område i Køge kommune.
Køge kommune rummer mange store, ambitiøse idrætsklubber – udover fodboldklubben HB Køge kan nævnes håndboldklubben team HK Køge, Køge Basketball Klub, Team Køge Volleyball, Køge Kricket Klub, Køge Atletik, Køge Tennis Klub – som alle arbejder seriøst og målrettet på at komme frem og sætte Køge på landkortet indenfor de respektive idrætsgrene.
Men for mange af disse idrætsklubber er den værste modstander faktisk mangel på tidssvarende faciliteter til såvel træning som kampe samt klublokaler. Det gælder på såvel senior- som på ungdomsplan.
Udover at være et samlingspunkt og mødested for kommunens mange idrætsglade borgere – elite som bredde - vil Køge Park være en ny erhvervspark, som skal spille sammen med Køge Kommunes ambitiøse erhvervsindsats generelt.
Lørdags-Avisen har talt med repræsentanter fra flere af ovennævnte idrætsklubber/foreninger, som brændende ønsker sig nogle mere moderne og professionelle faciliteter end de er blevet budt de seneste mange årtier.
Køge Kommune - et sted hvor man vælge at flytte til og vil bo
Lars Vestergaard, formand Køge Basketball Klub:
Det er ingen hemmelighed at det i mange år har været et stort ønske hos os at få nogle bedre forhold. Køgehallen i dag er en god træningshal- men hvis man vil noget med sin sport, kræver det ganske enkelt nogle helt andre faciliteter.
Det er ikke kun banen - det er også udenoms faciliteterne, bl.a savner vi i utrolig grad nogle muligheder for fitness faciliteter til den fysiske træning som udgør en stor del af træningen i dag. Såfremt vi skulle være så heldige at få mulighed for at komme det sidste lille skridt op i Basketligaen, vil det med de aktuelle forhold og muligheder vi bliver budt være det samme som et dødsstød på forskud.
Vi skal heller ikke lægge skjul på, at gode forhold også er med til at trække nye unge spillere til - det gælder for alle idrætsgrene. Vi skal have sat Køge på landkortet - så jeg vil sige at det kan kun gå for langsomt.
Med alle de tiltag der sker i kommunen i øjeblikket såsom Køge Kyst, supersygehus, Køge Havn, Køge Marina, Campus Køge m.m. som vil betyde flere tusinde nye arbejdspladser, er vi nødt til at have det hele med.
Ellers sker der bare det at de mange nye folk der de kommende år vil strømme til arbejdspladserne i Køge i stedet for at bosætte sig i kommunen, vælger at bo i en anden kommune, som kan tilbyde up-to-date fritids faciliteter. Og det er lig med flere hundrede tusinde mistede skattekroner - hver eneste måned.
Det bliver et stort øjeblik den dag det første spadestik tages til Køge Park.
Chris Hvid Hansen, formand Køge Boldklub:
Køge Park er et vigtigt projekt for Køge Boldklub og alle brugerne på og omkring Køge Stadion. Vi trænger voldsomt til nye faciliteter, hvilket alle som bruger stadion sikkert er enig i.
Sporten i Køge har brug for et tidsvarende stadion og hele byen har brug for et projekt som dette der kan løfte byens image og skabe nye arbejdspladser.
Visionen er at gøre Køge Park til en publikumsmagnet for hele Sjælland, hvor man kan få sports- og andre kulturoplevelser i Superligaklassen.
Forholdene for Køge Kommunes breddeidræt bliver også forbedret, da Køge Park vil rumme ny hal, nye klublokaler og gode træningsmuligheder for mange idrætsforeninger.
Samtidig vil Køge Park være en ny erhvervspark, som skal spille sammen med Køge Kommunes ambitiøse erhvervsindsats generelt.
Det er intentionen at tiltrække advokatvirksomheder, revisorer, landinspektør, ingeniørvirksomhed, konsulentvirksomheder og lignende.
I Køge Park går kommunen og private erhvervsdrivende således sammen, og beder en investor (kaldet en OPP-leverandør) om at opføre projektet.
Sven Brix, træner og bestyrelsesmedlem i Team Køge Volley:
Generelt bakker vi som klub op om at få forbedret faciliteterne i Køge kommune. Idrættens faciliteter har ikke været supergode de seneste mange år, hvilket også tydeligt fremgår af de seneste års undersøgelser af idrætsfaciliteterne i de 92 kommuner hvor Køge jo ligger håbløst placeret blandt de nederste på listen.
Vi er i Team Køge Volley tilhængere af at vi får et sted i Køge som løfter barren for hvad vi kan både på nationalt som på internationalt niveau. Vi ser frem til en arena der kan danne ramme om store internationale kampe – indenfor alle idrætsgrene.
Det er vigtigt for en klub som vores at vi får et sted hvor vi kan spille vore hjemmekampe under ordnede vilkår. Vi spiller i dag vore hjemmekampe i VolleyLigaen for damer på Asgård skole – hvilket kommunen og Spar Nord Fonden har gjort muligt for os – men vi spiller på dispensation, og har bl.a. ikke ordnede lysforhold – og fibernet - som der kræves til TV-transmissioner på de mindre sportskanaler.
Vi glæder os til at komme ind i en ny, flot hal, ligesom vi ser frem til at få løftet træningsforholdene – bl.a. med mulighed for styrketræning som er en markant mangelvare i vores klub. Der er vi langt efter vore konkurrenter i ligaen, som har styrketræning som en integreret del af træningen. Og så har vi i den grad brug for et klublokale.
Mange ser Køge Park som et fodboldstadion, men det er jo meget mere. Jeg tænker på den ekstra halkapacitet som vil komme alle klubber og foreninger til gode. Jeg mener også at man ikke kan planlægge ud fra et øjeblikkeligt billede af en sportslig placering. Der skal ganske enkelt et længere perspektiv på. Det går op og ned i sportsverdenen – det har det altid gjort.
Så jo, vi er meget positive overfor projektet. Financeringen forventer vi at der er kloge mennesker der kan forholde sig til og gennemskue.
Jeg håber og tror at politikerne og folkene i forvaltningen har et overblik over dette – så Køge Park kan blive en realitet til glæde for os alle sammen.
Kai Jensen, Køge Håndbold og Køgehallerne:
Køge Park er en unik mulighed for at få en by i bevægelse, altså sundhed – idræt og kultur under et tag som kan integreres i Køge Park og økonomisk er bæredygtigt nu og ikke mindst til fremtiden.
Køge Kommune har behov for sammen med den netop nye fastlagte idrætspolitiske satsning, at gøre op med gamle vaner, se nye veje og vi er mange fra kultur - og idrætsverdenen som har sat os sammen og arbejdet længe på dette projekt og vi har været helt inde i boksen, for at ellers kan man ikke tænke ud af den.
Vi har fundet vejen – fundet et fælles DNA og ikke mindst med Køge Park fundet en mulighed for at kunne gøre os klar, til fremtidens krav og ønsker og delt faciliteter - lokaler i et tidligere uset omfang på tværs af interesser – bredde og elite.
Køge Park skaber et helt nyt byrum med en Ramla og butikker i kombination med nye muligheder – både ude og inde med rettidig fleksibilitet, så den passer ind i ønsket om at sikre fremtidens krav omkring borgernes behov for livsglæde ved kultur og idræt.
Samtidig kan vi dække en del af de sundhedsbehov som bl.a. opfyldes gennem idrættens og motionens indflydelse på folkesundheden. Dette er vel også ud fra både etiske og samfunds-økonomiske overvejelser en kæmpe værdiskabelse.
Med Køge Park kan de lokale idrætsforeninger tilbyde en bred vifte af aktivitetsmuligheder og sikre bade bredden og eliten de rette vilkår, men også appellere til de, der normalt ikke dyrker motion eller kultur og Køge Park inkl. den nye Multihal giver mulighed for sceneskift, via en scene i Multihallen, som ikke bare kan sikre evt. teaterformål, men også koncerter og musik i Køge både ude som inde, og det gælder både for små som store arrangementer.
Med Køge Park, kan Køge nu også tiltrække eksempelvis DM i Gymnastik, da Køge Park opfylder kravene til 3 haller under samme tag, og sikre opvisningsbane til håndbold - basket - muligheden for bordtennis og volleyball og som en yderligere gevinst tilskuerpladser på Køge Stadion fra start, da grønsværen rammes ind af siddeplads til op til 10.000 tilskuere til såvel fodbold som kultur.
Køge Park giver tillige mulighed for, at bevæge sig gennem og ud og ind i komplekset fra alle 4 sider, skaber en tæt visuel kontakt med uderummets liv og aktiviteter og det bliver en ny bydel i sig selv og et nyt omdrejningspunkt og trygheds skabende område som binder nord - syd sammen med øst og vest og byder velkommen til Køge By.
Parkeringsarealerne og tilkørselsforholdene forbedres og dagligdagen og tilgængeligheden for daginstitutionerne og Idrætsbørnehaven på området gøres dermed mere sikre.
Så for mig at se er Køge Park et must for, at sikre Køge kommer på landkortet som en kultur og idrætskommune og en faktor som sikrer den fortsatte udvikling.
Derved bliver Køge Kommune et sted hvor man vælge at flytte til og vil bo, uanset om man er barn - ung eller voksen og ikke mindst en kommune, man også kan blive gammel i. Køge en by for livet.