Fortsæt til indhold

Brødre sælger foder

Snart åbner en ny dyrefoder-butik i Fredericia. Det er brødrene Francks fjerde forretning

Arkiv
Arkiv

De to unge iværksætterbrødre fra Skødstrup ved Aarhus, Morten og Simon Franck, åbner endnu en butik, der forhandler alt inden for dyrefoder og dyreartikler samt produkter til hus og have. Denne gang i Fredericia – i de gamle Land & Fritid lokaler på Erritsø Møllebanke.
I dag har Franck-brødrene tre butikker i henholdsvis Skødstrup, Randers og Horsens samt en webshop. Åbningsfesten i Fredericia finder sted lørdag den 10. og søndag den 11. januar.
“Det bliver med garanti en åbningsfest, der er værd at køre langt efter,” lyder det fra 24-årige Simon Franck.
I forbindelse med åbningsweekenden bliver der serveret gratis pølser og sodavand til alle besøgende, og der vil også være en popcornmaskine, som forsyner alle børn og barnlige sjæle med popcorn.
Brødrene lover kvalificeret rådgivning, så du er sikker på at træffe det bedste valg for dine dyr. Uanset om det drejer sig om foder til gnavere, duer, hunde, katte, heste eller høns.
“Uanset hvilken Francks-butik du går ind i, vil kunderne opleve, at der bliver taget hånd om dem og deres behov – og det er dét vi elsker. Så nu glæder vi os til at give Fredericia den samme gode oplevelse,” siger Simon Franck.