Harald rev en mur ned

Jeg må bare erkende det. Jeg står vist ikke i nogle historiebøger, og kommer nok ikke til det. Men det gør Harald Jäger. Ok, der er ikke så mange, der sådan lige kender ham, som man kender til Churchill eller Napoleon, men Haralds betydning for verdenhistorien gang, skal såmænd ikke undervurderes.
Det ved jeg nu, men det vidste jeg ikke den dag for 25 år siden, hvor jeg sad i sofaen hos mine forældre, der dengang boede i Svendsgade i Vejle, og nogle hundrede kilometer mod syd var verdenshistorien ved at ændre sig. Så jeg fulgte intenst med på TV, for jeg vidste, at det her var stort. At muren var ved at vælte. At Østblokken, som vi i vesten ellers havde som fjender, var ved at smuldre og ende som grus på livets lange landevej.
Der var mange grunde til, at muren gennem øst og vest blev åbnet op der for 25 år siden, men Harald havde sin store andel i det. For at gøre en meget lang historie kort, for der skete så meget i de novemberdage i 1989, så griber vi historien torsdag 9. november om aftenen, hvor folket havde samlet sig ved grænseovergangene rundt omkring i Østtyskland, eller DDR, som det jo hed. En talsmand fra regeringen havde lige offentliggjort, at man gerne måtte rejse ud af det ellers lukkede DDR. Og at det måtte ske nu.
Det var en fejl, for han skulle have sagt, at man måtte rejse med visum i lommen, men det faktum overså han. Grænsevagterne var i vildrede, alt mens folk samlede sig og ville rejse ud.
Klokken 23.06 var porten ved Bornholmer Strasse i Berlin ved at briste fra trykket af menneskemængden, der jo havde hørt, at de måtte rejse ud, men grænsevagterne havde ikke fået direkte ordre, så de kunne ikke åbne grænsen. Men presset fra menneskemængden voksede og voksede.
Den ansvarlige grænsevagt tog derfor på eget initiativ den beslutning, at porten skulle lukkes op. Trykket af mennesker på den østtyske side var så markant, at han frygtede, at nogle ville blive trampet ihjel. Officeren ved Bornholmer Strasse hed Harald Jäger, og han bad sine folk om at åbne grænsen.
Ingen havde givet ham tilladelsen, men Haralds beslutning skulle vise sig at blive verdenshistorie. Da porten gik op klokken 23.07, gik al luft ud af den østtyske kommunisme. Verden ændrede sig, og en mur gennem Europa faldt.
Den 9. november er det 25 år siden, jeg sad i den blå sofa hos mine forældre og fulgte med på tysk tv og kunne se, at verden ændrede sig.
Harald kunne se det samme som mor, far og jeg, han så det bare lige foran sine øjne. Han tog et valg, og frygtede det værste, men da han med bævrende stemme måtte ringe til sine overordnede og sige 'ups', fik han at vide, at det var ok, at han havde gjort det. At det nok alligevel ikke kunne være anderledes.
Østblokken var den berømte kolos på lerfødder, og Harald var manden, der spændte ben, så den væltede og ikke kunne rejse sig igen. For Harald blev livet dog også anderledes.
Hans vagt sluttede fredag morgen, og hans karriere som grænsevagt sluttede kort derefter. Han blev afskediget af Stasi og måtte acceptere en nutid som arbejdsløs, alt mens vest og øst skulle lære hinanden bedre at kende. Han købte senere en aviskiosk i Berlin, men er nu pensionist.
Harald fik ikke megen hæder for at åbne grænsen, men på sin egen måde ændrede han verden. Hvem kan ellers prale af det?