Fusion skaber nyt slagkraftigt reklamebureau
Moove Advertising A/S fra Esbjerg og Incite A/S fra Kolding har valgt at fusionere og bruge de fælles kræfter på at etablere sig stærkere regionalt og nationalt. Bureauet får Moove-navnet og vil fortsat være det største reklamebureau i Esbjerg-området
Fusionen er ganske ny, men de to bureauer er langt fra nye, idet Moove har 27 år på bagen, mens Incite har 15. De tilsammen over 40 års erfaring skal nu omsættes til et nyt kapitel, hvor ambitionen er at etablere sig stærkere inden for bl.a. energi, industri og detailkæder. Her står bureauerne allerede stærkt med en række store kunder på den fælles kundeliste.
"Vi har på begge bureauer en tradition for at have lange kunderelationer, der går mange år tilbage. Det hænger sammen med, at vi også er fælles om at pleje de klassiske dyder og har meget fokus på service, kreativitet og godt håndværk. Derudover samler vi nu kompetencerne under samme navn, så vi fremadrettet bliver endnu stærkere på bl.a. film, loyalitet, online og traditionel markedsføring samt strategi og konceptudvikling," siger Johnny Olsson, direktør hos Moove Advertising A/S, i en pressemeddelelse.
Mens Johnny Olsson beholder titlen som direktør i den nye konstellation, bliver Lars Ewald kontaktdirektør og rykker fra Kolding-kontoret til kontorerne i Esbjerg og Aarhus.
"Det her er et rigtig godt match, både når vi ser på det faglige, arbejdskulturen og værdierne. Vi har på begge bureauer lange kunderelationer, en styrke vi i fællesskab skal fastholde og videreudvikle, til gavn for kunder og medarbejdere. Det skal vi bruge til at indfri vores fælles ambition om at være førende inden for de brancher og markeder vi strategisk har fokus på. Vi er også enige om, at vores værdier og gode arbejdskultur skal fastholdes, så alt i alt glæder vi os rigtig meget til det nye kapitel," siger Lars Ewald, ny kontaktdirektør hos Moove Advertising A/S, i pressemeddelelsen.
Den nye konstellation kommer til at tælle 14 mand, fordelt på de to kontorer i Esbjerg og Aarhus.