Fortsæt til indhold

Så er der nye gazeller i Varde Kommune

Årets gazellevirksomheder er nu kåret, og i Varde Kommune fik 11 virksomheder titlen som ”Gazelle 2014”

Arkiv
Kim Schou

Gazellevirksomhed er en betegnelse for en hurtigt voksende virksomhed, der som minimum har fordoblet sin omsætning over en fireårig periode op til kåringsåret og i alle årene har haft overskud.
Udtrykket stammer fra den årlige gazelleundersøgelse, som Dagbladet Børsen har lavet siden 1995.

Gazellevirksomhederne i 2014 i Varde Kommune er:

2M-Group
A/S Erichsen & Søn
Air-Net ApS
Asger Sørensen Varde Transport A/S
CPF Denmark A/S
Jes Sørensen ApS
Jysk Skorstens Service A/S
Lauridsen Rørteknik A/S
Nordisk Svejse Kontrol A/S
Team Eba ApS
Trucklageret DK ApS

Plads til forbedringer

Som en del af analysen fremgår det, at 64 % af årets gazeller ikke har professionelle bestyrelsesmedlemmer og heller ikke har aktuelle planer om at få det.
53 % af ejerlederne svarer, at hverken de eller den øvrige ledelse har fået professionel ledelsesrådgivning eller deltaget i uddannelse for at blive en bedre leder.
Børsens økonomiske redaktør Thomas Bernt Henriksen fremhæver, at en høj grad af specialisering i virksomhederne har været adgangsbillet til væksten for rigtig mange af gazellerne, men at mange derefter har vanskeligt ved at tage skridtet videre til stor vækst. Virksomhederne fremhæver også selv nye kunder og nye markeder som en hovedbarriere for yderligere vækst.
Går man tallene i hele analysen igennem viser det tydeligt, at de gazeller, som er vokset mest, stort set alle har en professionel ledelse og en professionel bestyrelse.
"Da samtidig 42 % af ejerlederne svarer, at de gerne vil fortsætte væksten, er det oplagte råd til dem ifølge erhvervschef Lars Buch fra Varde at se indad.
"Kunne du have gavn af at få ny viden ind i virksomheden og måske også i din bestyrelse?," spørger Lars Buch, der fortsætter.
"Det er imponerende, at der er så mange virksomheder med gazellevækst i Varde Kommune – tillykke med det flotte resultat til alle! Men mon ikke der er potentiale for endnu flere? Vi tager gerne et møde, hvor vi i fællesskab med virksomheden ser på, hvordan der kan laves en vækstplan. I Varde Erhvervs- og Turistråd har vi en bred viden om drift og udvikling af virksomheder, og så har vi et godt overblik over eventuelle tilskudsmuligheder og et stort netværk, som vi gerne stiller til rådighed," slutter Lars Buch.