Stem på folk med forstand på virksomhedsdrift
Knud Erik Langhoff Bestyrelsesmedlem i Tre For Kandidat til repræsentantskabet i TREFOR Mariavej 9 6091 Bjert Jeg vil herved opfordre alle, der har muligheden for at stemme til repræsentantskabet i TREFOR, at gøre det. Det er rigtig vigtigt, at repræsentantskabet får den rigtige sammensætning. Debatten kører og styres i øjeblikket af opponenter til det bestående i forsyningsselskabet TREFOR, og løfterne er mange. Jeg har været med i systemet i mange år, og ved flere valg oplevet opponenterne i hobetal inden valget markere sig i væsentligt omfang, men kun sjældent bemærket løfterne indfriet i repræsentantskabet. Fakta er, at TREFOR er en af de største virksomheder i Kolding, med mere end 500 medarbejdere, en samlet omsætning på over 4.5 milliarder kroner og en Egenkapital på over 4,6 milliarder kroner. En virksomhed af denne størrelse kan ikke og skal ikke styres i læserbrevsspalterne. At styre en virksomhed af den størrelse kræver et repræsentantskab og bestyrelsesmedlemmer med indsigt og forstand på virksomhedsdrift. Jeg vil derfor opfordre til, at man tænker sig om, inden man afgiver sin stemme. At man ikke blot stemmer på opponenter/populister, men at man stemmer på folk med kompetencer i virksomhedsdrift.