Fortsæt til indhold

"Den glade enke" med til Køge kulturfondskoncert

Arkiv
Arkiv

KONCERT: Publikum får en rigtig festlig kulturfondskoncert lørdag den 15. november. Det fortæller programmet der nu er strikket færdigt og første afdeling bliver bl.a. med sang og musik hentet fra operetten ”Den glade enke” af komponisten Franz Lehár. Anden afdeling består også af lette og festlige toner – bl.a. fra komponisterne Rodgers, Rossini, Gershwin og Strauss.
Det er sopranen Pernille Bruun og tenoren Thomas P. Koppel der lægger stemmer til ”Danilos Entrésang”, ”Dumme, dumme hr. husar”, ”Viljasangen”, ”Lippen Schweigen” og mange andre festlige og populære sange.
Musikken leveres af 40 musikere fra Greve Harmoniorkester under ledelse af dirigent Erik Jørgensen. Det er Køge Kultur Fond, der er arrangør af koncerten, som finder sted i aulaen på Køge Handelsskole, Lyngvej 19, Køge.
Greve Harmoniorkester er et af Danmarks bedste amatør-harmoniorkestre, og orkestret har været udnævnt til Danmarksmestre flere gange.
To unge musikalske talenter vil under koncerten blive hædret med Køge Kultur Fonds legater, og legatmodtagerne får lejlighed til at vise publikum deres kunnen, idet de skal spille hver et nummer sammen med orkesteret.
Greve Harmoniorkester spiller omkring 15 koncerter om året, ofte med operasangere fra Det kgl. Teater som solister. Sædvanen tro spiller orkesteret også ved Greve Kommunes årlige nytårskoncert i ”Portalen” – en koncert, hvor 700 billetter almindeligvis sælges på få dage.
Billetterne til kulturfondskoncerten kan købes på www.billetten.dk og i Køge Boglade, Brogade 15 i Køge. Koncerten varer godt et par timer - inklusive en pause, hvor publikum får serveret et glas vin - som er med i billetprisen.
pm

Dirigent Erik Jørgensen og Greve Harmoniorkester vil igen i år lede publikum godt gennem det store program ved Køge Kultur Fonds koncert.