Fortsæt til indhold

Rotterne plager fortsat Vitaskolen

Vitaskolen har store problemer med rotter både ude og inde

Arkiv
Louise Ritter

Normalt er weekenderne forholdsvis stille på kommunens skoler, men i den forgangne weekend har der været stor aktivitet på Esbjergs nyeste skole, Vitaskolen i Gjesing.
Ikke al aktivitet har været lige ønsket, for det er nemlig rotter, der har givet anledning til, at blandt andre Esbjerg Kommune har haft folk på skolen henover weekenden.
Allerede i august erkendte skolen sine rotteproblemer som følge af det store byggeri på skolegrunden, men sagen tog for alvor fart, da en gruppe forældre og enkelte lærere torsdag aften i sidste uge med egne øjne så mindst seks rotter indenfor på en af skolens gange.
Fredag lød meldingen fra skoleleder Jan Lagoni, at der også kunne være tale om mus, men mandag formiddag lyder meldingen til Lokalavisen Esbjerg således:
“Ja, vi har rotter. Det er ikke bare mus, og de er konstateret både ude og inde. Der er fanget flere henover weekenden,” siger Jan Lagoni.

Fælder oppe og nede

Mange forældre er ganske oprevet over, at der er rotter løs på deres børns skole.
“Næsten dagligt kommer mine børn hjem og fortæller, at de har set rotter på skolen,” fortæller Sandra Engelbrecht Nielsen.
Sammen med skolens øvrige forældre fik hun fredag en kort information om rotteproblemet via skoleintra, men mandag var opslaget, til manges undren, væk igen. Jan Lagoni forklarer det forsvundne opslag med en teknisk fejl og lover at holde forældrene opdateret.
Mandag er murere i gang med at gennemgå alle bygninger for mulige huller, der giver rotterne adgang til skolen, og Jan Lagoni forsikrer, at hele skolen kigges håndværksmæssigt efter.
Ligeledes er der opsat masser af rottefælder både inde og ude og i kloaksystemet under skolen.
“De står ikke synligt på gangene, så børnene bemærker dem, men de er placeret de mest hensigtsmæssige steder,” siger Jan Lagoni, der har daglige møder med kommunens folk om rottesituationen.
Tirsdag afklares det, om problemet er på retur eller om skolens elever eventuelt må flyttes andetsteds hen. Den beslutning tages af Esbjerg Kommune i samarbejde med embedslægen.
På Tjæreborg Skole valgte man i sidste uge at flytte to af skolens yngste klasser til andre lokaler, da der var konstateret rotter i deres klasser.
Mandag lyder meldingen fra skolen, at der er lukket huller to steder, så rotterne får sværere ved at komme ind. Der er fanget 11 rotter på skolen siden fælderne blev sat op, og lokalerne tjekkes flere gange dagligt for spor af rotter.
Hvornår de to klasser kan vende tilbage til deres lokaler vides endnu ikke.