Fortsæt til indhold

BIOS må finde nyt - Falck vil blive på Vibevej

Esbjerg er en af de byer, hvor Falck ikke har tænkt sig at flytte - tværtimod

Arkiv
Louise Ritter

Det kan godt være, at vi har mistet ambulancekørslen, men stationen beholder vi!
Nogenlunde sådan kan man tyde Falcks udmelding om, at virksomheden ganske vist har tabt ambulancekørslen i Region Syddanmark til hollandske BIOS, men at de til trods for tabet, agter at blive, hvor de er - selv om tabet af ambulancekørslen betyder et tab på mere end en halv milliard kroner over de kommende år.
“Vi har det godt på vores station i Esbjerg, og der agter vi at blive,” siger Niels Thorup, regionsdirektør i Falck Syd.
Det er mindre end to år siden, at den nye beredskabsstation blev indviet på Vibevej. Siden har den været 'hjem' for både ambulancer, brandbiler og andre udrykningskøretøjer, og netop tilstedeværelsen af disse gør, at Falck end ikke overvejer at flytte ud for at lade BIOS benytte stationen.
“Først og fremmest har vi et rigtig godt samarbejde med Esbjerg Kommune omkring beredskabet, og det agter vi selvfølgelig at fortsætte med. Dernæst er vi også nu i gang med at finde andre aktiviteter, som kan skaffe lys i vinduerne på stationen, når ambulancekørslen forsvinder næste efterår,” siger Niels Thorup og fortsætter:
“Vi har jo masser af aktiviteter og forretningsområder udover ambulancekørsel. Blandt andet kigger vi på mulighederne for at øge vores skadesservice og assistance/vejhjælp,” siger Niels Thorup, der endnu ikke tør sige præcis hvor meget eller lidt, der fremover vil få hjemme på den forholdsvis nye station i Esbjerg. Det er nemlig et meget stort regionalt puslespil, som Falck er ved at lægge for fremtiden.