Museum Sønderjylland går til filmen
Nu kan du se historiske film på museets hjemmeside
Museum Sønderjylland har gennem de senere år arbejdet for at gøre sine store samlinger af billeder tilgængelige for offentligheden. På nuværende tidspunkt ligger der ca. 30.000 billeder på databasen Sønderjyske billeder, som alle interesserede i Sønderjyllands historie kan søge i. Med ca. 1,5 millioner billeder vil det dog tage nogle år inden arbejdet er færdigt.
Nu er afdelingen ISL-Lokalhistorie i Aabenraa også begyndt at gøre sin filmsamling tilgængelig for offentligheden, så alle har mulighed for at se levende billeder fra den sønderjyske historie. Der er foreløbig lagt 20 film ud på Sønderjyske billeder. Blandt filmene er der en fra Afstemningen og Genforeningen i 1920, der bl.a. rummer optagelser fra de tilrejsendes ankomst til Aabenraa, tyske moddemonstrationer på Aabenraa havn, festen på Dybbøl 11. juli 1920 og Christian X's indtog i Haderslev, Aabenraa og Sønderborg.
Man kan også se optagelser fra befrielsen i Aabenraa maj 1945, afsløringen af mindesmærket for H.P. Hanssen i 1947 og indvielsen af Rømødæmningen i 1948. Lokalt i Aabenraa og meget aktuelt i disse år med klimaforandringerne er der en film fra oversvømmelsen af Aabenraa i 1941. Filmene dækker såvel store begivenheder som de mange små tildragelser i hverdagen som f.eks. losning af tømmer på Aabenraa havn, bygning af Cimbrias lagerhaller ved Haderslev i Aabenraa, samt produktion af mørtel.
Filmene giver et umiddelbart og nærværende indblik i den sønderjyske historie. Museumsinspektør Kim Furdal håber derfor, at de nye tilbud og oplevelser vil skærpe og styrke interessen for den sønderjyske lokalhistorie. Samtidig er der tale om tilbud, som vil kunne anvendes i skoleundervisningen, hvor den nye skolereform med ”den åbne skole” lægger vægt på undervisning med afsæt i lokalsamfundet.
De første film vedrører hovedsagelig Aabenraa men efterhånden, som arbejdet skrider frem, vil der blive lagt film ud fra en lang række steder i Sønderjylland.
Hjemmeside
Sønderjyske billeder kan findes på Museum Sønderjyllands hjemmeside www.museum-sonderjylland.dk Linket til billedsamlingen findes i venstre side på forsiden.