Succes kræver, at man giver noget igen
Danske Bank opretter ny fond for børn og unge - Og udsender bog om den lange historie bag det gamle hus på Stændertorvet
- Hvis man vil have succes med forretning i Roskilde, skal man også være klar til at give noget tilbage til byen og dens indbyggere. Sådan sammenfatter direktøren for Danske Bank Torben Stevold sin tankegang, der ligger bag oprettelsen af en ny fond for børn og unge samt udgivelsen af en helt ny bog, som går tilbage i historien med det store pengeinstitut ved Stændertorvet. Den nye fond starter med 120.000 kroner, som er tilbage fra en tidligere Børnehjælpsdag, og en særlig bestyrelse skal dele penge ud til børn og unge, der søger om et beløb til at få opfyldt en af deres drømme: - Man kan forestille sig, at de mangler lidt for at få et nyt spil, en mobil eller måske en cykel, som deres kammerater har lettere ved at få. Så vil vi gerne hjælpe dem med at få opfyldt sådan et ønske. Torben Stevold understreger, at den nye fond ikke skal arbejde med de samme opgaver som andre velgørende organisationer, der eksempelvis hjælper familier med at klare de ekstra udgifter til jul.
Kælderens skatte
For direktøren hos Danske Bank i Roskilde bygger den nye fond videre på de samme ideer, der lå bag den tidligere Roskilde Sparekasse, der blev startet for 181 år siden, og som i mange år var byens dominerende pengeinstitut i det store kompleks ved på Stændertorvet. Stevold er meget glad for at vise rundt i den gamle middelalderkælder under Algade 3 og i de øvrige underjordiske gemmer, hvor en række spændende dokumenter og andre historiske papirer om sparekassens start og historie er gemt. Derfor har han fået fremstillet en hel lille historiebog om de frihedsideer og tanker med et demokratisk samfund, som stifteren Johannes Dam Hage var en af fortalerne for. Han fik tilladelse af den enevældige konge Frederik den 6. til at oprette Roskilde Sparekasse, men var i øvrigt selv en stærk fortaler for demokrati og folkestyre, hvilket han skrev om som redaktør i avisen Fædrelandet, så han fik skriveforbud af kongen. I den gamle kælder findes også et meget sjældent eksemplar af en af de først udgaver. Da Roskilde Sparekasse bukkede under som selvstændigt pengeinstitut i 1987, var mange af disse uvurderlige dokumenter og rekvisitter ved at blive smidt ud. Men behjertede medarbejdere fik dem gemt af vejen i middelalderkælderen, hvor ingen af de nye chefer kom ind. Først med Stevolds ankomst til Roskilde er de fundet frem igen og sikret for eftertiden.
Gang i lokalsamfundet
Derfor er den nye historiebog opkaldt efter den berømte Oswald Helmuth vise 'Henne om hjørnet, nede i kælderen'. Den er skrevet af historikeren Jette Flach Bundgaard, der har været meget glad for denne opgave: - Tiden op til Stænderforsamlingen i det gule palæ, der lavede oplæg til Grundloven i 1849, var meget spændende her i Roskilde og den øvrige del af landet. Med sparekassen får man samlet mange små beløb fra almindelige folk. De talte ellers ikke meget, men når pengene blev lagt sammen, kunne de investeres og være med til at sætte gang i et lokalt samfund som Roskilde. - Derfor var det en meget vigtig nyskabelse, forklarer hun. Torben Stevold fortæller, at Den Danske Bank fortsat lever op til de gamle idealer, når de kommer rundt til skoler og gymnasier for at forklare de unge om, hvad penge er for noget. - Her har vi fortsat en meget stor opgave, forklarer han. tk Ny fond Med inspiration fra tidligere kalder Danske Bank sin nye fond til børn og unge for 'Roskilde runder op'. Bestyrelsen, der skal vælge modtagere af penge blandt indsendte ansøgninger, består af: Advokat Allan Ohms, biskop Per Fischer-Møller, kommunikationsrådgiver og tidligere redaktør Carsten Sivertsen, Tryg-direktør Lene Bielefeld, eventarrangør Lars Wie Andersen, historikeren Jette Flach Bundgaard og bankdirektør Torben Stevold.