De unge skal igen elske håndbold
Lokale håndboldklubber går til modangreb på faldende medlemstal. Flere børn skal have gode oplevelser i håndboldklubberne
Håndboldforeningerne i hele Danmark oplever faldende medlemstal, og den udvikling slår i høj grad også i gennem i Sønderborg.
Derfor går håndboldforeningerne i Sønderborg Kommune og SønderjyskE Herrehåndbold sammen i kampen for igen at gøre håndbold til de unges foretrukne sport.
Det sker ved et stort Skole-Street håndboldstævne den 14. november i Broager Sparekasse Skansen for 2. og 3. årgang i kommunernes folkeskoler.
Stævnet er et led i projektet Knæk Kurven, der er udviklet af Dansk Håndbold Forbund i samarbejde med Danmarks Idrætsforbund.
Stævnet afvikles fredag, den 14. november kl. 9.00-13.30 i ”Broager Sparekasse Skansen” med deltagelse af knap 500 elever fra forskellige folkeskoler i Sønderborg Kommune.
Ud over selve stævnet vil der være andre sjove aktiviteter som skud på mål, fartmåler og andre håndbold-relaterede udfordringer. Der er også mulighed for at møde ligaspillerne fra SønderjyskE, som også deltager aktivt i håndboldstævnet denne dag.
Én af initiativtagerne er Christina Wagner, aktivitetsformand i Vidar-Ulkebøl Håndbold, som glæder sig meget til håndboldstævnet den 14. november:
"Vi håber selvfølgelig, at der vil være børn, der får lyst til også at prøve håndbold i en af kommunens klubber. Jeg ser dog også arrangementet som et bindeled mellem skole og forening. Den nye skolereform ønsker jo netop det," siger hun.
Også Karsten Schøn fra håndboldklubben hf Sønderborg er glad for, at der nu gøres en indsats for at få mere fokus på håndboldsporten: "Sønderborg har jo en stor håndboldtradition, og alle håndboldklubber i kommunen har jo gode & sunde ambitioner med at udvikle egne spillere. Det er vigtigt for os, at de lokale talenter bliver længst muligt i vore lokale klubber."
Cheftræner for SønderjyskE's Håndboldherrer ser en stor potentialemulighed i fremtiden:
"Jeg er enormt glad for, at vores samarbejdsklubber i kommunen har taget initiativet til at få vendt tilbagegangen i medlemstallet. Det giver større mulighed for, at der også i fremtiden vil være lokale spillere på Sønderjyskes ligahold. Både på tilskuerfronten og i erhvervslivet oplever vi en rigtig stærk lokal opbakning, og det styrkes af, at det er egne lokale spillere, der trækker i trøjen."