Zone Esbjerg byder på italienske tider
Zone Esbjerg ansætter italiensk kok og udvider åbningstiderne
I Italien ynder man gerne at gå ud at spise lidt senere. Og man tager også gerne børnene med på restauranten.
Det samme bliver nu muligt i Zone Esbjerg, det tidligere Esbjerg Legeland, som fra den 1. december har ansat Giorgio Leonessi som chefkok. Han vil blandt andet kreere ægte italienske pizzaer, for som det vil være nogle esbjergensere bekendt, så drev han tidligere Ristorante Maremma i Kongensgade.
Senest har han været ansat hos Restaurant Flammen, men trangen til at blive 'kok i eget køkken' trak igen i ham.
Samtidig med at man har ansat Giorgio og indkøbt særlig stenovn, vælger man også at udvide åbningstiderne. Men det er nu ikke kun, fordi man har ansat en ny italiensk kok, forklarer daglig leder Omar El-Shakarji med et smil:
“Vi har simpelthen oplevet, at flere og flere benytter vores tilbud og service senere på dagen. Både vores café, hvor vi har mange til spisning samt vores restaurant, som ofte er besat af selskaber, der ligeledes benytter vores legefaciliteter. Det tager vi nu konsekvensen af og ændrer åbningstiderne.”
Slap af mens ungerne leger
Zone Esbjerg vil fremover have åbent fra 11.30 - 21.00 onsdag og torsdag, mens man fredag til søndag kan være i spise- og legemekkaet i Esbjerg V fra kl. 10.00 - 21.00.
“For 99 kroner kan du allerede nu fra 17.00 - 21.00 hver aften gøre brug af vores 'Eat and Play' tilbud med dagens ret. Og fra 1. december er der altså også italiensk på menuen, ligesom der naturligvis er mange andre tilbud i caféen. Og det hele findes også som take away,” siger Omar og fortsætter:
“Vi slår ligesom for alvor fast, at hos os får du virkelig konceptet 'Eat and Play'. Kom ud og få en rigtig dejlig middag og pust lidt ud, mens ungerne drøner rundt og leger. Det kan næsten ikke blive nemmere,” lyder det fra Omar, som naturligvis glæder sig til de nye 'italienske tider' i Zone Esbjerg.