Fortsæt til indhold

Det er ikke hver dag man finder en borg ...

Arkiv
Arkiv

FOREDRAG: Torsdag den 4. september bragte Politikens netavis for første gang historien om at en ny vikingeborg var fundet ved Køge.
I dagene efter blev nyheden bragt i aviser over hele verden og i museumskredse talte man om, at fundet var så unikt, at det ville svare til at man havde fundet en hidtil ukendt pyramide i Ægypten.
I Køge debatterede man mest hvad borgen skulle hedde uden at nogen undersøgte om det var noget man kunne bestemme på Vallø Stift, i kommunen, blandt borgerne o.s.v. Navnestriden blev løst af Kulturarvsstyrelsen, der er den myndighed, der kan navngive den slags fund, og vi ved nu at borgen hedder Borgring.
Men hvad er det der er fundet? En del tog mod tilbudet om at besøge borgen på marken ved Lellinge. Udgravningen er nu lukket for vinteren men hvad skal der ske næste sommer og i årene frem?
Og hvad er der gået forud for udgravningen, og hvordan har man fundet ud af, at der måske var en vikingeborg lige uden for Køge?
Det er nogle af de ting man kan blive klogere på ved et foredrag mandag den 17. november kl. 19.00 på Hotel Niels Juel, hvor museumsinspektør Jonas Christensen, der har været en del af graveholdet på borgen, vil fortælle om forhistorie, status på udgravningen og også løfte lidt af sløret for hvad der kan komme til at ske med borgen i fremtiden.
- Foruden den arkæologiske side af sagen, er der alle overvejelserne om hvordan borgen kan blive til det turistmæssige fyrtårn vi mangler i Køge, og hvordan vi kan brande os på det spændende fund og den diskussion skal foregå med de involverede interessenter i byen i den nærmeste fremtid, men giv gerne din mening til kende allerede i forbindelse med foredraget, siger Lars Nielsen fra VisitKøge.
Der er gratis adgang til foredraget, men man skal have billet, der kan bestilles på visitkoege@koege.dk og efterfølgende afhentes hos VisitKøge, Vestergade 1 i Køge senest fredag den 14. november. Der er et begrænset antal pladser.
Arrangør af foredragsaftenen er VisitKøge.
pm