Udvidelse af asylcenter droppet
Dan Jensen
Asylcentret på Mariesmindevej ved Ebeltoft skal ikke udvides alligevel.
Udlændingestyrelsen har meddelt kommunen, at de dropper planerne om at udvide fra 210 til 350 flygtninge på Mariesmindevej - i hvert fald indtil videre.
Borgmester Claus Wistoft siger til TV 2 Østjylland at styrelsen ikke har brug for pladsen, som det ser ud nu, men situationen kan hurtigt ændre sig.
Kommunen har arbejdet på højtryk for at imødekomme Udlændingestyrelsens ønske om plads til 140 ekstra flygtninge.
I oktober blev planerne om udvidelse diskuteret ved et borgermøde og den 29. oktober stemte 22 af byrådets 27 medlemmer for udvidelsen.