Fortsæt til indhold

Kristina roses for sin jule-gæstfrihed

Kristina Sommerby fra Fredericia havde en god oplevelse juleaften, hvor hun inviterede fremmede indenfor

Arkiv
Peter Friis Autzen

En god oplevelse, som hun håber at gentage. Det er, hvad Kristina Sommerby fra Fredericia fik ud af at åbne sit hjem for 15 fremmede julegæster.
“Jeg vil til hver en tid gøre det igen,” siger Kristina, som efter omtale i Lokalavisen og siden Go'Aften Danmark på TV2 fik en del henvendelser fra folk, der roste hendes initiativ.
Selvom hun fra starten havde tænkt sig at løfte opgaven og økonomien på egen hånd, blev hun kontaktet af flere virksomheder, der ville give et biddrag til aftenen. Både i form af mad, drikke og gaver. Så julearrangementet endte med at få hjælp fra Café Mums, Café Rustik, Eriksens Vinhandel, Bog & Idé, Føtex city, Superbrugsen på Nymarksvej og Matas, oplyser Kristina Sommerby.
Ikke kun værtinden glædede sig aftenen, som desværre havde et par afbud fra nogle af de 15 tilmeldte gæster.
“Jeg synes, at Kristina gjorde et koloenormt arbejde. Hun havde gjort alt ud af det, og det var så hyggeligt. Efter at have mistet min mand er jeg vant til at holde jul alene. Men ikke denne gang. Desværre måtte jeg tage hjem lidt tidligt, fordi jeg skulle lufte min hund. Men Kristina skal have en stor tak for en dejlig juleaften og et flot, flot initiativ. Det var stort af hende,” siger 81-årige Ester Gade fra Fredericia.