Vil ikke sende unge til "terroristrede"
Der er gået udenrigspolitik i et palæstinensisk ønske om samarbejde om unge i Kolding
Der er gået udenrigspolitik i en anmodning fra den lille palæstinensiske by Beit Sahour om et samarbejde med Kolding omkring unge.
Dansk Folkepartis (DF) to repræsentanter i Økonomiudvalget ville som de eneste ikke være med til at undersøge muligheden for at sende unge koldingensere til Palæstina. Det er for usikkert og kan udlægges som at man er imod Israel.
“Der er voldelige opstande, der begyndte i denne by under intifadaerne (oprør mod Israel i besatte palæstinensiske områder, red.). Vi skal ikke sende unge fra Kolding ned i en terroristrede”, siger viceborgmester Søren Rasmussen til Lokalavisen.
To mellemøstforskere, Lokalavisen har talt med, har et lidt andet billede af Beit Sahour.
“Det er ikke en by, vi normalt forbinder med voldelige opstande”, siger lektor i Mellemøststudier ved Syddansk Universitet, Peter Seeberg. Leila Stockmarr, ph.d. studerende på Institut for Samfund og Globalisering ved Roskilde Universitet, er enig.
“Det er en meget lille by. 80 procent af indbyggerne er kristne. Den er ikke kendt i forbindelse med intifadaerne”, siger Leila Stockmarr, der har boet i området.
Borgmester til Palæstina
Borgmester og formand for Økonomiudvalget, Jørn Pedersen (V), afviser ethvert kendskab til, at Beit Sahour skulle kunne forbindes med terrosisme.
“Det kender jeg ikke noget til. Det er der hverken blevet oplyst om på udvalgsmødet eller i kommunens administration”, siger han.
Søren Rasmussen fastholder over for Lokalavisens sin modstand og henviser til, at han selv har søgt viden på diverse hjemmesider.
På opfordringen om at dokumentere sin viden, har han fremsendt en række links til hjemmesider om byen og dens rolle i den israelsk-palæstinensiske konflikt.
De fleste oplysninger, man kan finde på de hjemmesider, Søren Rasmussen henviser til, omtaler Beit Sahour som centrum for ikke-voldelig modstand mod den israelske besættelse. Blandt andet har der været en modstand i byen mod at betale skat til Israel.
En enkelt hjemmeside omtaler en organisation, som efter israelsk opfattelse understøtter vold, selv om den selv hævder ikke at gøre det.
“Sender vi folk derned, er det som at sige, at vi er imod Israel”, siger Søren Rasmussen.
Borgmester Jørn Pedersen afviser at føre udenrigspolitik i et kommunalt udvalg.
“Vi må ikke føre udenrigspolitik. Derfor har vi tidligere afvist et forslag fra Enhedslisten om at boykotte Israel”, understreger Jørn Pedersen.
Borgmesteren rejser i øvrigt selv til Palæstina i denne måned. Dels for at fortæller om demokrati og kommunernes rolle i Ramalla, dels for at møde nogle borgmestre fra palæstinensiske byer, som besøgte Kolding sidste år.
I forbindelse med mødet i Økonomiudvalget var der også en forespørgsel fra byen Chililabombwe i Zambia om et samarbejde om blandt andet genbrug af affald. Også det stemte de to DF'ere som de eneste imod.
“Som det er oplyst, er det kun Kolding, der har udgifter. Vi vil ikke være med til ulandsbistand på den måde”, siger Søren Rasmussen.
Molle Lykke Nielsen kunne over for Lokalavisen ikke lige huske, om han også havde stemt nej til denne anmodning.
“Ok, når det handler om affaldssortering, kan det jo være fornuftigt nok”, siger han.